Af Susanne OIander (A) medlem af Thisted Kommunalbestyrelse

Skolefravær er ikke bare tal i et regneark. Det er børn, der mister læring, fællesskab og troen på sig selv.

De nyeste nationale tal viser, at mere end hver femte elev nu har over 10 % fravær på et skoleår. Det er et niveau, der stadig ligger højere end før pandemien, og det rammer ikke alle børn lige.

For mange elever er fravær et symptom på mistrivsel: uro i klassen, konflikter, manglende støtte eller en hverdag, der bliver for svær. Når børn ikke føler sig trygge, kommer de ikke i skole. Så enkelt, og så alvorligt er det.

Samtidig vokser uligheden i fravær. Børn fra hjem med færre ressourcer har markant højere fravær end andre. Det betyder, at ulighed i barndommen risikerer at blive til ulighed i ungdomsuddannelserne og senere i livet. Det er en stille social krise, som vi politikere ikke kan ignorere.

Som medlem af Sundhed, Kultur og Fritidsudvalget ser jeg det som helt afgørende, at vi tænker langt bredere end klasselokalet. Trivsel opstår ikke kun i skolen,  den opstår i hele barnets liv. Derfor skal vi arbejde på tværs af forvaltningerne, når vi nu udvikler de politikker og strategier, der skal sætte retningen for de kommende år. 

Vi har allerede gode erfaringer i Thisted Kommune med vores fritidsguide, som hjælper børn og unge ind i foreningslivet. Det er et tilbud, der gør en reel forskel, især for de børn der mangler et sted at høre til, eller som ikke selv har ressourcerne til at finde vej ind i et fællesskab.

Netop de erfaringer giver mig lyst til at tænke endnu bredere.

Når vi ved, at skolefravær ofte hænger sammen med mistrivsel, ensomhed eller manglende struktur i hverdagen, så giver det mening at se på, om vi kan udvide modellen. Jeg ser et potentiale i at skabe en ressourceperson, der kan støtte familier med børn, der kæmper med skolevægring, en person der kan bygge bro mellem skole, hjem og fritidsliv.

Og hvorfor stoppe der.

Den samme ressourceperson kunne også være en støtte for andre borgere i alle livets faser – fx voksne, der står udenfor fællesskaber, eller ældre, der oplever ensomhed. Mange af de mekanismer, der skaber mistrivsel hos børn, rammer også voksne og ældre: manglende struktur, manglende netværk, manglende adgang til fællesskaber.

En tværgående ressourceperson kunne derfor:

Støtte familier med børn i skolevægring.

Hjælpe voksne ind i fællesskaber og aktiviteter.

Række ud til ældre, der føler sig alene.

Skabe sammenhæng mellem sundhed, kultur, fritid og sociale indsatser.

Det er en tilgang, der både forebygger ensomhed, mistrivsel og styrker fællesskaber, og som kan skrives direkte ind i vores kommende strategier som en konkret retning for de næste år.

Hvis vi skal knække fraværskurven og styrke trivslen i hele kommunen, kræver det, at vi ser hele mennesket, ikke kun eleven, borgeren eller den ældre.

Og det kræver, at vi som kommune tør tænke nyt, bygge videre på det, der virker, og skabe løsninger, der favner både barnet, familien og alle dem, der har brug for et fællesskab.

Trivsel er et fælles ansvar – og vi skal løfte det sammen.