Folkeklubben og Oh Land i spidsen for stærkt musikprogram på Kulturmødet Mors

Når Kulturmødet Mors igen samler tusindvis af gæster til debat, kunst og kultur, bliver det med et musikprogram, der spænder bredt fra store danske publikumsfavoritter til nye nordiske navne og eksperimenterende musikoplevelser.

Kulturmødet Mors har i samarbejde med Ung Kult netop offentliggjort en række af de musiknavne, der skal fylde scenerne i 2026. Blandt hovednavnene finder man Folkeklubben, Oh Land, Karoline Mousing, Bye Bye Brenda og Østen.

Samtidig får publikum mulighed for at opleve en række markante nordiske kunstnere som den grønlandske rapper Tarrak, norske ULD og dansk-færøske Lea Eyðbjørg.

Musikprogrammet er sammensat med et ønske om at samle mennesker på tværs af generationer, musiksmag og baggrund.

– Musikprogrammet på Kulturmødet skal kunne samle mennesker på tværs af generationer, geografi og musiksmag. Vi ønsker både de store fællesskaber foran scenen og de mere eksperimenterende oplevelser, hvor man opdager noget helt nyt. Årets program viser tydeligt, hvordan musikken kan være med til at åbne samtaler om identitet, fællesskab, sprog og samtid, siger direktør for Kulturmødet Mors, Caspar Ryttergaard.

Store navne og nye stemmer

Blandt de mest kendte navne er Folkeklubben, der gennem mere end et årti har leveret fællessange og fortællinger, som har fundet vej til den danske sangskat.

Publikum kan også opleve Bye Bye Brenda, der kombinerer americana og country med nordiske fortællinger, mens Karoline Mousing tager sit stemningsfulde og filmiske musikunivers med til Mors.

Derudover er rockbandet Rigmor med på plakaten som et af de stærkeste navne på den aktuelle danske rockscene.

Musikprogrammet byder også på moderne jazz med Veronika Rud, folk- og klassisk musik fra Stundom samt klassiske toner leveret af Aalborg Symfoniorkester.

Særlige koncertoplevelser

Et af de mere usædvanlige musikalske møder bliver koncerten med Oh Land og Resonerende Rum.

Her kobles den elektroniske popmusik med fortællinger og mennesker, som sjældent får en stemme i offentligheden.

Et andet højdepunkt bliver koncerten, hvor Østen optræder sammen med Midtvest Pigekor. Her smelter det intime sangskriverunivers sammen med stærke korarrangementer og nordiske klangflader.

Samtidig vender en af Kulturmødets faste traditioner tilbage, når det klassiske strygerensemble WHO KILLED BAMBI endnu en gang går på scenen sammen med en endnu ikke offentliggjort dansk kunstner.

Unges aftryk på programmet

Bag årets musikprogram står Kulturmødet Mors og Ung Kult, som i flere år har arbejdet tæt sammen om at skabe plads til nye kunstnere og nye fællesskaber.

Her er ambitionen, at unge ikke blot skal være publikum, men også være med til at forme indholdet.

– For Ung Kult handler musik ikke kun om koncerter. Musik skaber fællesskaber, identitet og møder mellem mennesker. Derfor er vi stolte af at være med til at forme et program, hvor unge ikke kun inviteres ind som publikum, men også som medskabere af de oplevelser, der finder sted på Kulturmødet, siger sekretariatschef hos Ung Kult, Marie Louise Klitgaard.

Kulturmødet Mors løber af stablen fra den 20-22. August i Nykøbing Mors, hvor alle koncerter og aktiviteter fortsat vil være gratis for publikum. Det samlede program offentliggøres den 22. juni.

Læs mere her om allerede annoncerede navne

af Christian Kjeldsen

Relaterede artikler

Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Fra Mors-Thy til landsholdet: Lorik Zogaj får debut for Kosovo U20

Mens storebror Shaban allerede har etableret sig på Kosovos A-landshold, har Mors-Thy Håndbold Akademis Lorik Zogaj nu taget det første skridt på den internationale håndboldscene med sin debut for Kosovos U20-landshold.
2 min read
Job & Erhverv, Mors, Thy, Topnyheder

Turismeboom sender milliarder til landdistrikterne

Turismen skabte en rekordomsætning på 171 milliarder kroner i 2025 – og hele 97 milliarder blev lagt i landdistriktskommunerne.
1 min read
Alarm 112/114, Mors, Topnyheder

Ukrudtsbrændere udløste to brande på to dage

En ukrudtsbrænder var formentlig årsag til to brande ved Nykøbing på to dage – med vidt forskellige udfald.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.