Folk på landet skal køre på sygehuset til lægetjek

Bor du i et tyndt befolket område i Region Nordjylland, kan du fremover komme til at tage på sygehuset for at komme til en praktiserende læge.

Det kan også være, at du med det samme får en tid hos en fysioterapeut eller en sygeplejerske i stedet. Region Nordjylland vil udfordre og strække reglerne for lægekonsultation i det kommende år.

– Vi kan tænke vores sygehuse ind og bruge andre faggrupper til at løse opgaverne. Eksempelvis kan sygehuset have en lægeklinik, som også bliver betjent af for eksempel fysioterapeuter, siger regionsrådsformand, Ulla Astman (S) til DR P4 Nordjylland.

I visse områder som Thy og Mors kan det være svært at få en tid hos en praktiserende læge, og der kan være langt at køre til lægen.

Ulla Astman (S) lægger op til, at patienterne måske ikke altid skal forbi en læge først.

– Det skal være, hvad man fejler, der afgør, hvem man bliver tilset af først. Men selvfølgelig skal lægen altid være i baghånden, siger hun.

Tanken er, at det kun er for patienter, hvor køreturen til sygehuset ikke bliver længere end turen til deres nuværende lægeklinikken.

– Tvært imod. Det skal hjælpe de steder, hvor det svært at få læger, lover Ulla Astman (S).

Forfatter

Related posts

Top