Føtex lancerer banebrydende genbrugspose til frugt og grønt

Regeringen vil forbyde de helt tynde og lette bæreposer i en kommende handlingsplan for plastik. Men allerede nu introducerer Føtex en helt ny genbrugspose til frugt og grønt som alternativ til den traditionelle, tynde knitrepose uden hank.

Alene i Føtex bruges der årligt 35 millioner lette poser, og med de nye genbrugsposer kan Føtex reducere det antal markant.

I stedet for de tynde poser, man som kunde kan putte sine tomater og pærer i, når man er i frugt- og grøntafdelingen, vil de nye genbrugsposer være kendetegnet ved en kvalitet, der gør, de kan bruges igen og igen. Og således medvirke til, at det årlige forbrug på 35 millioner lette poser kan nedbringes:

– Introduktionen af de nye genbrugsposer betyder, at vi kan nedbringe antallet af de lette knitreposer, der kun bruges en enkelt gang. I Salling Group arbejder vi på at udfase plast, hvor det ikke er nødvendigt, og netop de lette, tynde poser er et godt eksempel på plastik, vi skal minimere, siger Jonas Schrøder, ansvarlighedsdirektør i Salling Group – som Føtex er en del af.

De nye genbrugsposer i Føtex er lavet af økologisk bomuld og kan bruges igen og igen. Dermed kan man undgå at tage nye poser hver gang, man køber frugt og grønt.

De nye miljøvenlige genbrugsposer til frugt og grønt lander i Føtex-butikker i det nye år.

Forfatter

Related posts

Top