Flotte legater til dygtige elever handelsuddannelser

To dygtige adgangselever fra henholdsvis Thisted Handelsgymnasium og EUX Business kan ikke blot glæde sig over, at huerne nu er på hovederne og studenterbeviserne i hus. De kan i dén grad også glæde sig over det flotte handelslegat på hele 10.000 kr., som de begge blev tildelt fra Grethe & Jørgen P. Bornerups Fond.

Siden 2007 har fonden uddelt to handelslegater til dygtige elever, der ønsker at videreuddanne sig inden for handelsuddannelserne. Jørgen P. Bornerup var selv handelsmand i ordets bedste betydning, så netop handelsuddannelserne lå hans hjerte nær.

Èn af årets to modtagere er Ida Bylov Beith, afgangselev fra Thisted Handelsgymnasium. Hun har til fulde levet op til de værdier, der ligger til grund for Grethe & Jørgen P. Bornerups Handelslegat. Således lød skolens argument for at tildele Ida det eftertragtede legat:

Legatet går til Ida Bylov Beith, som fra første dag har været meget engageret i sin skolegang og taget ansvar for egen læring. Hun er fagligt dygtig og bidrager til god undervisning for alle. Derudover har hun på en række områder taget ansvar for, at der på skolen også er et godt socialt miljø. Således har hun fx deltaget i fredagscafé, undervist brobyggere, vejledet unge om hvordan det er at gå på handelsgymnasiet osv. Alt sammen har hun sagt ja til med et smil. Som person er hun altid smilende og har et fantastisk positivt syn på livet. Hun bidrager derfor til et godt miljø både i klassen og på hele skolen.

Også årets legatmodtager fra EUX Business, Jonas Tegtmeier Bojesen, har i dén grad gjort sig fortjent til den flotte anerkendelse. Om Jonas’ tid på EUX Business lyder det:

Jonas Tegtmeier Bojesen.

Legatet går til Jonas Tegtmeier Bojesen, som hele vejen igennem sin skolegang på EUX Business har taget et stort ansvar i forhold til sig selv og sin klasse. Han har altid et godt humør, som smitter af på alle omkring ham og bidrager til en god stemning blandt såvel medstuderende som undervisere. Han har været arbejdsom og nysgerrig i forhold til fagene og uddannelsen og har opnået flotte faglige resultater. Studenten har endvidere udvist et utrætteligt engagement og ansvar i skolens festudvalg til gavn for alle på skolen, ligesom han altid har stillet op som en god repræsentant for uddannelsen samt rollemodel for andre unge i forhold til brobygning, uddannelsesmesser og ung-til-ung-vejledning. Han har været med til at skabe et godt samarbejde på tværs af ungdomsuddannelserne, og han har endvidere udfordret sig selv i forhold til at søge praktikplads i udlandet. Det er således lykkedes ham at få en af de eftertragtede praktikpladser hos BMW i Hamburg med start i august 2020.

Om fonden
Grethe & Jørgen P. Bornerups Fond trækker rødder helt tilbage til 1882, hvor Christian og Amalie Sørensen grundlagde en høkerbutik, der siden blev til en tømmerhandel. Ved Christians død blev forretningen overdraget til sønnen Magnus, som drev den frem til 1969, hvor nevøen Jørgen P. Bornerup overtog. Da Jørgen P. Bornerup og hustruen Grethe ikke selv havde børn, valgte de i 1978 at stifte en fond for at sikre, at forretningen efter deres død ville blive drevet videre i deres ånd. Og dét er den blevet. I dag er fonden medejer af 17 moderne XL Byggecentre i Midt, Vest og Nordjylland og donerer årligt mellem 500.000 og 600.000 kr. til sociale, kulturelle, kirkelige og uddannelsesmæssige formål i Thy. Heriblandt de to handelslegater, der hvert år uddeles til elever fra Thisted Handelsgymnasium og EUX Business, som har udmærket sig både ved flid, dygtighed og godt kammeratskab.

Forfatter

Related posts

Top