Flot 2. plads til Thy Hike i landsdækkende konkurrence

Tidligere på året modtog Thy Hike 10.000 kr. som støtte fra feriehusudlejningsbureauet Feriepartner Thy i den såkaldte Feriepartners oplevelsespulje.

Nu har det fine initiativ, som er en 60 km. lang fælles hiketur gennem Nationalpark Thy, modtaget endnu flere penge, idet Thy Hike ved en festlig kåring i København netop har vundet andenpræmien ved FeriepartnerPrisen.

Det skete i konkurrence med 17 andre indstillede projekter. Med kåringen følger 30.000 kroner.

– Det er et kæmpe skulderklap at få anerkendt projektet i en attraktiv, landsdækkende pulje som denne. Nu er der ikke blot midler, men også energi og gejst til at arbejde på at udvikle hiken og produkterne, fortæller Maria Vangsgaard der fik idéen til hiken efter selv at have gennemført flere vandreture i det nordlige Sverige.

– Jeg har ikke nogen specifik idé om hvad pengene skal bruges til lige nu, men vi arbejder på at kunne præsentere et overdådigt program for hiken i 2019, så pengene kommer helt sikkert til at være en del af den udviklingspulje.

Maria Vangsgaard oplyser, at det i 2019 desuden er planen at tilføje en Thy Hike for virksomheder.

Feriepartner Danmark gentager uddelingen af midler til lokale ildsjæle og projektmagere i 2019. Allerede nu er det muligt at søge om midler til et arrangement i 2019, hvilket kan ske på www.feriepartner.dk/oplevelsespulje. Fristen for ansøgninger er 1. februar.

Forfatter

Related posts

Top