Flere unge får diagnose: Forening kræver politisk handling

Foreningen Bedre Psykiatri kræver politisk indblanding, efter at nye tal viser, at antallet af unge, der får en diagnose, er støt stigende.

14,9 procent vil have fået en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år, skriver Jyllands-Posten onsdag. Det svarer til mere end hver 7.

I 2012 var tallet 11,2 procent. Tallene kommer fra Kommunernes Landsforening.

Hos Bedre Psykiatri mener man, at en kommission skal nedsættes for at undersøge, hvad man kan gøre for at bringe tallet ned. For tallet er for stort, siger generalsekretær i Bedre Psykiatri Thorstein Theilgaard.

– Det er dybt bekymrende. Hver syvende under 18 år kommer i psykiatrien. Det er et voldsomt stort tal, og det kalder på politisk handling, så det vil noget.

– Vi har brug for at komme dybere ned i, hvad det her handler om. Hvad kan vi gøre noget ved? Det ved vi for lidt om lige nu. Der er brug for at nedsætte en børn- og unge kommission, der kan undersøge det, siger Thorstein Theilgaard.

Tallene fra KL viser ifølge Jyllands-Posten, at adhd er den hyppigste psykiatriske diagnose, mens angst og stress er de psykiatriske lidelser, der er steget relativt mest fra 2012 til 2019.

Forfatter

Related posts

Top