Flere træder til ved hjertestop

Danmark er et af de lande i Europa, hvor flest overlever et hjerte uden for hospitalet. Det viser et nyt studie for European Resuscitation Council ifølge TrygFonden og Dansk Råd for Genoplivning.

Ifølge Jens Flensted Lassen, der er formand for Dansk Råd for Genoplivning, er der særligt en årsag til den danske føring.

– Gennem de senere år har vi set en imponerende udvikling i antallet af danskere, der træder til med hjerte-lungeredning og brug af hjertestarter, når de bliver vidne til et hjertestop, siger han.

Det kan i mange tilfælde være forskellen på liv og død.

Hvis en person får hjertestop, og der ikke gives livreddende førstehjælp, inden ambulancen når frem, overlever en ud af 30. Træder vidner til med livreddende førstehjælp, overlever én ud af otte.

Det er baggrunden, når der søndag afholdes Hjertestarterdagen. Her vil TrygFonden og Dansk Råd for Genoplivning forsøge at få endnu flere til at træde til, hvis de oplever et hjertestop.

Projektchef i TrygFonden Grethe Thomas har flere gode råd til, hvordan almindelige borgere kan gøre sig nyttige i kampen for at redde flest mulige liv.

Hun foreslår, at man orientere sig om, hvor der befinder sig hjertestartere. Det kan man både på hjemmesiden hjertestarter.dk og med TrygFondens hjertestarter-app.

Men det vigtigste råd er dog, at man mentalt indstiller sig på, at man vil handle, hvis en person i ens nærhed får et potentielt hjertestop.

– Det vil sige, at når du står overfor en, der falder om med et muligt hjertestop, går du hen til personen og finder ud af, om vedkommende er ved bevidsthed, siger hun.

– Du får ringet 112. Du har dialogen med 112, der vil hjælpe og guide dig igennem, hvad du skal gøre. Det, du skal være bevidst om, er, at du er en person, der handler.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top