I årets første tre måneder har både Feriepartner Danmark og Sol og Strand oplevet en stigning i websitebesøgende og bookinger fra nederlandske gæster. Samme positive udvikling ses på Destination Nordvestkystens egen hjemmeside – interessen fra Nederlandene vokser.
Det er ikke uden grund. Nederlandene er et rejselystent marked i vækst – særligt uden for højsæsonen. De nederlandske gæster søger autentiske naturoplevelser tæt på hjemlandet, og netop dét gør dem til en oplagt målgruppe for Nordvestkysten, hvor de i dag udgør 2 % af gæstesammensætningen. En andel med stort potentiale.
Ifølge Mette Rodenhuis-Carlsen, Markedschef for Nederlandene hos VisitDenmark, er det især naturen og de aktive ferieformer, der trækker:
“Turister fra Nederlandene vil gerne ud at opleve naturen på deres ferie. Gerne på cykel, vandring eller andre former for outdoor aktiviteter. Det er stærke rejsemotiver, som kun er blevet vigtigere de seneste år.”
Noget tyder på, at kampagnen har ramt plet
“Med fokus på De Samvittighedsfulde Familier og Natur- og friluftsturisterne – segmenter med interesse for ro, grønne omgivelser og oplevelser med omtanke – har vi i samarbejde med VisitDenmark skabt relevant indhold og annoncer, der fanger”, fortæller Anne Vyskocil, Marketing Manager i Destination Nordvestkysten, og fortsætter:
“Resultaterne taler for sig selv: de nederlandske børnefamilier engagerer sig og klikker videre på hjemmesidens indhold. Engagementstiden er mere end tredoblet – og i en digital verden, hvor opmærksomhed er en luksusvare, er det interessant.”
Flere og flere finder vej hertil – og det er ikke tilfældigt.
“Nordvestkysten har altid været et sted for dem, der søger ro, nærvær, autenticitet og storslåede oplevelser i naturen – og nu kan vi se, at den fortælling også resonerer hos flere og flere nederlandske gæster”, siger Anne Vyskocil.
Som Mette Rodenhuis-Carlsen formulerer det i et interview med Turistmonitor:
“Danmark opfattes af mange hollændere som en slags ‘home away from home’ – bare med mere plads og mere natur. Kombinationen af et bæredygtigt image, let tilgængelighed og høj grad af tryghed gør Danmark til et oplagt valg for nederlandske turister.”
Foto : Nationalpark Thy