Flere lystbåde besøger Lemvig og Thyborøn

Lystbådesejlere er strømmet til havnene i Lemvig og Thyborøn i 2019, og der er en pæn fremgang i antal besøgende i forhold til 2018. Danskere er de fleste, men mange gæster kommer også fra Tyskland, Holland og Norge.

Ved udgangen af september har godt 1.740 lystbådesejlere besøgt og overnattet Lemvig Havn og Lemvig Marina til sammen. Det er over 15 procent flere end på samme tidspunkt i 2018.

I Thyborøn er der også fremgang. Her er antallet af lystbådesejlere, der har besøgt og overnattet i havnen, steget med ca. fem procent i forhold til i 2018.

Meget spiller ind, når lystbådesejlere vælger havn. Vind- og vejrforhold, havnefaciliteter, turistattraktioner og mulige fritidsaktiviteter i og omkring havnen. Her har havnefolkene i Lemvig Kommune været aktive i de senere år. Moderniseringer og forbedringer af havnene i Lemvig og Thyborøn med bedre og flere kajpladser, lettere adgang til el og vand og gode muligheder for oplevelser i byerne tæt ved kajerne.

– Det er en flot fremgang i besøgstallet for vore lystbådehavne i år. Det er glædeligt. Jeg er ikke i tvivl om, at den målrettede indsats med at gøre havnene stadig mere attraktive for gæsterne er en vigtig forklaring på de fine tal, siger Steffen Damsgaard, formand for Teknik & Miljøudvalget i Lemvig Kommune.

Turistchef i Lemvig Kommune, Kristian Hansen, glæder sig også over fremgangen.

– Vore havnefaciliteter bliver stadig forbedret. Det rygtes i sejlerkredse. Og så tror jeg, de mange events i havnebyerne også trækker gæster til. Som Fiskedagen i Thyborøn og Krabbefestivalen i Lemvig. Det er specielt glædeligt, at sejlersæsonen ser ud til at blive længere end blot de tre sommermåneder. Det er godt for de erhvervsdrivende i byerne, siger han.

Lystbådehavnen i Thyborøn er moderniseret med flere pladser, en renovering af Fiskehallen og forbedrede forhold for lystbådesejlere og nye el og brændstoffaciliteter.

Lemvig Havn er udbygget med flere pladser, beskyttende moler, bedre kajer og helt nye faciliteter på Isværket.

Arkivfoto

Forfatter

Related posts

Top