Flere købte toiletpapir og rosévin sidste år

Både gær og toiletpapir blev i stort omfang revet af hylderne i supermarkederne, da statsminister Mette Frederiksen den 11. marts sidste år offentliggjorde den første nedlukning af Danmark.

Og selvom danskerne blev opfordret til ikke at hamstre, så steg salget af toiletpapir med hele 54% i marts måned i Coop’s butikker, som tæller bl.a. Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og Fakta.

Det viser en analyse over forbrugertendenser fra 2020, som Coop står bag.

Set over hele sidste år steg salget af toiletpapir med 8%.

Regnøring, mel og rosé i massevis
I tiden hvor landets skolebørn var tvunget til hjemmeskole og mange danskere samtidig arbejdede hjemmefra, steg også bagelysten. I marts solgte Coop dobbelt så meget mel som forventet, og tendensen fortsatte hen over sommermånederne. Over hele sidste år steg salget af mel med hele 21% mens salget af sukker steg med 11% sammenlignet med 2019.

Samtidig steg salget af kreativt legetøj, som fx puslespil, til både børn og voksne med 52 procent.

Derudover blev der gjort mere rent i de danske hjem i 2020 sammenlignet med året før. Salget af rengøringsartikler steg i marts måned med 27% og med 9% over hele året.

Selvom salget af rosévin de senere år har været i vækst, fortsatte salget med at stige i 2020. Således blev der solgt hele 23% mere rosévin sidste år sammenlignet med 2019.

Foto: Erik Mclean/Unsplash

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top