Et ophold under sin skoleophold på EUC Nordvest i Thisted, bliver mere og mere populært. Fra januar modtager erhvervsuddannelserne et øget tilskud for elever og lærlinge, der tager en del af uddannelsen i udlandet.
Konkret øges tilskuddet fra 7.130 kroner til 17.400 kroner fra 2026 og frem.
– For os er det ikke nyt at arbejde målrettet med udlandsophold for elever og lærlinge. Det har i mange år været en naturlig del af vores uddannelsestilbud, fordi vi ser stor faglig og personlig værdi i, at elever tager deres uddannelse med ud i verden og får international erfaring – og noget med hjem, som man ikke kan læse sig til, siger Hans Chr. Jeppesen, der er direktør for EUC Nordvest i Thisted til Limfjordupdte.dk.
Derfor bakker han op om intentionerne i aftalen – uanset om der er et øget tilskud eller ej.
– Når det er sagt, giver et højere tilskud klart bedre muligheder for at etablere og vedligeholde flere udenlandske samarbejder – både med skoler og virksomheder. Det er et arbejde, der kræver tid og ressourcer, og her kan de nye rammer gøre det lettere at skalere indsatsen. Lige nu har vi eksempelvis to medarbejdere i Canada for at etablere nye udvekslingsaftaler, så det er et arbejde, der hele tiden er i gang, påpeger han.

Både afsted alene eller som hele hold
EUC Nordvest har hvert år elever på udlandsophold – både hele hold og enkeltpersoner. Det sker blandt andet gennem Erasmus+.
– Her sender vi grupper af elever på skole- og praktikophold i fx Tyskland, Holland, Spanien, Finland og Skotland. Aktuelt har vi et hold Business-elever, der i april rejser på skoleudveksling i Hamborg i to uger, fortæller Hans Chr. Jeppesen.
Han peger på, at flere elever også bruger OPU-ordningen.
– Derudover har vi løbende elever, der tager en del af deres læretid i udlandet via OPU-ordningen (oplæring i udlandet). Det er typisk længerevarende ophold på 4-12 måneder. Lige nu har vi HHX-elever i Tyskland via OPU, og i denne måned sender vi også to tømrerelever på oplæring i henholdsvis New Zealand og på Færøerne. Antallet af OPU-ophold ligger typisk mellem 4 og 10 om året, afhængigt af uddannelse og muligheder.

Forventer stigende internationalt fokus
Hans Kr. Jeppesen forventer, at interessen for at komme afsted til udlandet som en del af uddannelsen, vil stige de kommende år.
– Dels fordi vi løbende etablerer flere skole- og virksomhedssamarbejder i udlandet, og dels fordi vi arbejder målrettet med at udbrede kendskabet til både Erasmus+ og OPU blandt eleverne. Jo mere synlige og tilgængelige mulighederne bliver, jo flere får også mod på at tage springet. Samtidig kan de forbedrede rammer i den politiske aftale gøre det lettere for flere elever – også dem uden en uddannelsesaftale – at vælge et udlandsophold uden at frygte, at det spænder ben for deres videre uddannelsesforløb. Det ser vi som et vigtigt skridt, hvis ambitionen om markant flere udlandsophold skal realiseres i praksis, slutter Hans Chr. Jeppesen.
Fotos : EUC Nordvest





