Flere byboere flytter på landet

Det er ikke kun bonderøven, der søger det gode liv på landet – stadig flere byboere tager turen fra by til land viser ny analyse

Selvom der samlet set flytter flere danskere fra land til by, så dækker tallet over store bevægelser begge veje. Faktisk flyttede mere end 17.000 danskere i 2014 fra et byområde til et landområde, og det er mere end 1000 flere end året før.

– Jeg har fra dag ét som minister kæmpet for at få en ordentlig og nuanceret debat om landdistrikterne, for ingen vil jo flytte til noget vi kalder en ”rådden banan”. Det er lykkes langt hen ad vejen at få fortalt, at landdistrikterne også rummer levende landsbyer og masser af muligheder for at leve et godt liv. Derfor er det meget positivt, at vi kan se, at mange rent faktisk flytter ud, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.

Små 19.000 danskere flyttede i 2014 den anden vej og samlet set vokser byerne derfor stadig. Med den nye analyse får man dog et klart billede af, at danskerne er yderst mobile, også når det kommer til at flytte til yderområderne. Det vidner om, at livet i landdistrikterne – til trods for urbaniseringen – efterspørges af rigtig mange borgere.

– Vi ved fra tidligere undersøgelser, at rigtig mange byboere drømmer om et liv med mere plads og tid, og de her tal tyder jo på, at stadig flere realiserer den drøm. Her ligger et stort potentiale for landdistrikterne, men det kræver også at kommunerne lægge en klar strategi og sørger for, at folk ved, hvad de kan regne med, når de rykker teltpælene op, siger Carsten Hansen.

Forfatter

Related posts

Top