Flere børn og unge udsættes for vold i hjemmet

Alt lige fra lussinger til en gammeldags røvfuld er hverdag for mange børn.

Faktisk har hvert sjette barn været udsat for fysisk vold i hjemmet, viser en 2016-undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Vold og seksuelle Overgreb mod børn og unge. Det skriver TV MidtVest.

Det bekymrer Midt- og Vestjyllands Politi, at antallet af voldssager og overgreb mod børn og unge stiger, selvom revselsesretten blev afskaffet for mere end 20 år siden.

– Mange af os er forældre og har selv børn. Så vi kan relatere til de her ting. Det påvirker en, siger Niels Kristian Larsen, der er politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi.

– Det kan handle om alt fra et klap bagi til systematisk og længerevarende grov vold. Spektret spænder vidt.

Flere børn og unge videoafhøres
I de groveste sager bliver børn og unge videoafhørt. Og netop antallet af videoafhøringer må politiet konstatere er steget stødt.

I 2015 blev 128 børn og unge, der har været udsat for fysisk vold, videoafhørt i det midt- og vestjyske. I 2017 var tallet 198.

– Det er en konsekvens af, at der er øget fokus på problemet. Hele vejen fra institutioner, kommuner og skoler til sagerne lander her hos politiet.

– Der er også et øget politisk fokus på problemet. Alt i alt tænker jeg, det er derfor, flere sager ser dagens lys, siger Niels Kristian Larsen.

Foto: TV MidtVest

Forfatter

Related posts

Top