Fjordens manglende dybde går ud over virksomhederne

Hver eneste uge modtager Mollerup Mølle på Mors gods via havnene i enten Nykøbing eller Skive. Men mængderne af gods bliver større og større, og virksomheden kan derfor ikke tage imod alt det, de vil. Sejlrenden i Limfjorden er nemlig ikke dyb nok.

– Det betyder da ret meget. For nu skal vi køre til Aarhus eller Aalborg, for de har nogle andre vanddybder. Det er simpelt nok at lave det herude også, siger Mollerup Mølles direktør, Kresten Pedersen til TV MidtVest.

Lige nu er vanddybden i sejlrenden i Limfjorden på fire meter, og det er ikke nok, fortæller formanden for Sammenslutningen af vestlige Limfjordshavne, Jens Peter Hedevang.

– Der er ikke ret mange på markedet, der sejler ind til os, og priserne på godset, der kan sejles i mindre skibe, er blevet for høje. Derfor er vi nødt til at få nogle skibe ind i fremtiden, der kan tage dobbelt så meget gods med, forklarer Jens Peter Hedevang.

Dybere sejlrende vil koste 65 millioner kroner
Derfor har foreningen i flere år kæmpet for at få uddybet sejlrenden til fem meter i stedet for de fire.

Hvis sejlrenden skal gøres dybere, så kræver det en statslig investering på 65 millioner kroner, mens de enkelte havne selv skal stå for udgiften til udgravningerne ind til de respektive havne.

Havnene har gjort første del af arbejdet og brugt en halv million kroner på tekniske undersøgelser. De penge skal bane vejen for mere erhvervstrafik i Limfjorden.

– Hvis vi ikke får gjort noget ved det her, så eksisterer vi ikke om ti år, siger Jens Peter Hedevang til TV MidtVest.

Foto : Mollerup Mølle

 

Forfatter

Related posts

Top