Den nye regering og flytningen af fiskeriområdet til Miljøministeriet betyder store forandringer for dansk erhvervsfiskeri. Det skriver formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, i et nyhedsbrev.
Der er ikke tvivl om, at regeringsgrundlaget for de kommende år vil udfordre dansk erhvervsfiskeri, skriver han.
Ifølge formanden vil Danmarks Fiskeriforening arbejde for at præge den kommende 10-årsplan for dansk fiskeri og sikre, at de varslede restriktioner for trawlfiskeri ikke rammer erhvervets vigtigste fiskepladser.
Svend-Erik Andersen peger samtidig på, at minister Maria Reumert Gjerding hurtigt har fået uddelt ålelicenser, men efterlyser en hurtig afklaring om ophugningsordninger og muslingefiskeriet i Limfjorden.
Han retter også kritik af lukningen af hesterejefiskeriet ved Rømø.
Det ligner ingenting at stoppe et fiskeri uden skyggen af et fagligt grundlag. Det er total uholdbart. Det er ikke ordentligt, skriver formanden.
Han fremhæver afslutningsvis, at reglerne om tilbagebetaling af CO2-afgiften er sendt i høring, og kalder det på høje tid, at fiskerne får pengene tilbage.



