Fisk for 1 milliard trods corona og brexit

2020 har været et udfordrende år for fiskeriet – og dermed også for fiskerihavnene, som har været påvirket af Brexit-forhandlinger og Covid-19, der har kastet en skygge over dansk fiskeri.

Alligevel har Hanstholm Havn formået at levere et tilfredsstillende resultat, hvor kombinationen af fisk over kaj og fisk tilført med lastbil for salg på auktion endnu engang har rundet 1 milliard kroner. Samtidig er der blevet håndteret en stigende mængde gods.

Af regnskabet for 2020 fremgår en tilfredsstillende bruttofortjeneste på 21,9 millioner mod 26,2 millioner i 2019.

– Hanstholm Havn har i 2020 formået at fastholde et flot aktivitetsniveau trods massive udfordringer, der mere end nogensinde før har gjort det nødvendigt for fiskeribranchen at være omstillingsparat og have vilje til at sejle mod lyset trods massiv modvind. At Hanstholm Havn under et så udfordrende år alligevel evner at cementere sin position som en af landets absolut førende fiskerihavne, vidner om en driftig og sund havn, som evner at holde hjulene i gang trods en generel usikkerhed på markedet, lyder det fra havnens bestyrelsesformand, Martin Vestergaard.

Ny vækstfase med en stærk gameplan
Med den store havneudvidelse tilendebragt kombineret med klargøring af havnens nye multiterminal og en stor udbygning af havnens køleauktionsfaciliteter, har Hanstholm Havn oprustet til en fremtidssikret version 2.0, som har sendt havnen ud på en stor vækstrejse.

Her vil havnen ikke alene cementere sin position inden for fiskeri, men samtidig være toneangivende inden for den grønne omstilling.

Visionen er at gøre Hanstholm Havn til Danmarks førende havn inden for handel, bearbejdning og opdræt af fisk og samtidig Europas grønneste og første CO2-neutrale fiskerihavn.

Forfatter

Related posts

Top