FGU Nordvest inviterer til indvielsesfest

I denne uge inviterer FGU Nordvest (forberedende grunduddannelse, red.) til indvielsesfest på institutionens skoler i både Morsø, Thisted og Jammerbugt kommuner.

FGU Nordvest har hen over sommeren iværksat de nødvendige renoveringer, fået malet lokalerne og flyttet inventar ind, så alle tre skoler under FGU Nordvest kunne stå klar til 12. august, hvor første elevhold mødte op til skolestart. I alt er 226 elever startet på FGU Nordvest – fordelt med 50 elever i Nykøbing, 70 i Thisted og 106 i Jammerbugten.

– Vi har nu haft nogle uger til at komme på plads i de nye omgivelser og lære hinanden at kende, og jeg synes faktisk, at vi er kommet rigtig godt fra start. Eleverne er positive og motiverede og har med stor entusiasme engageret sig i dialogen omkring, hvilke sociale spilleregler der skal gælde for vores institution, så vi kan sikre et godt skolemiljø i alle afdelinger, lyder det fra direktør Ann Hvid Skouboe fra FGU Nordvest.

Hun ser FGU Nordvest som en unik mulighed for at få skabt en helt ny slags skole, der virkelig kan gøre en forskel. Målgruppen er unge mennesker, der af den ene eller anden grund ikke er parat til at påbegynde en ungdomsuddannelse, og her er udfordringen at få skabt en målrettet undervisning, der giver mening for den enkelte, og som styrker de unges kompetencer – såvel faglige som sociale – så de bliver klar til at påbegynde en uddannelse eller komme i job.

– Vi er pionerer på det her område, og det er både spændende og udfordrende. Eleverne er gået ind til det her med store forventninger, og det er vi også. Og vi er på mange måder kommet rigtig godt i gang – ikke blot socialt, men også fagligt. I forhold til sidstnævnte, gør vi meget ud af at gøre undervisningen praksisnær, og dét er indvielsesfesten faktisk et rigtig godt eksempel på. Den er nemlig planlagt og iscenesat af eleverne selv, som en del af deres undervisning. Så de gæster, der kommer til indvielsen, vil også få et indblik i, hvordan vores elever arbejder i praksis, slutter Ann Hvid Skouboe.

Alle interesserede er velkomne til at lægge vejen forbi for at se de nye rammer og møde både undervisere og elever i deres nye element.

INDVIELSESFESTER
– Mandag d. 9/9, kl. 15-17, på FGU Mors (Elsøvej 101, 7900 Nykøbing Mors). Borgmester Hans Ejner Bertelsen klipper det røde bånd.

– Tirsdag d. 10/9, kl. 15-17, på FGU Thisted (Kronborgvej 121, 7700 Thisted). Borgmester Ulla Vestergaard klipper det røde bånd.

– Torsdag d. 12/9, kl. 15-17, på FGU Jammerbugt (Industrivej 2, 9440 Aabybro). Borgmester Mogens Gade klipper det røde bånd.

Forfatter

Related posts

Top