Når festivaler og markeder i Thy og på Mors – og i resten. af landet – åbner sæsonen, sætter Styrelsen for Fødevarer fokus på hygiejnen i madboder og food trucks med stikprøvekontroller fra april og året ud.
Særligt de midlertidige boder, der kun holder åbent få uger om året, kommer under lup, da manglende håndvask, skadedyr og forkert opbevaring kan skabe problemer.
– Vi ser desværre altid eksempler, hvor maden kan sende gæster hjem med dårlig mave før tid, siger enhedschef Lene Mølsted Jensen.
Kontrollerne har også et vejledende formål, så boderne kender reglerne og sikrer tryghed for gæsterne.
Styrelsen tjekker blandt andet, om maden kan gøre folk syge, om fødevarerne kan spores, og om ikke-registrerede boder overholder 30-dages-reglen.
Formålet er klart: festivalgæster skal kunne nyde maden uden risiko for “Roskildesyge”.



