Feggesundfærgen skal ikke sejle sin egen sø

Feggesundfærge-samarbejdet mellem Thisted Kommune og Morsø Kommune er til genforhandling. Mens alle venter på en afgørelse om hvem, der skal betale hvor meget til færgedriften, har en gruppe af lokale ildsjæle taget initiativ til at udvikle samarbejdet på tværs af sundet. 

Efter et stort og succesfyldt borgermøde på Feggesund Færgekro i sidste måned, lovede arrangørerne af mødet at de ville arbejde videre med de idéer, der udsprang af mødet om færgens fremtid. For en ting var der enighed om: færgen skal ikke sejle sin egen sø!

– Vi har nu lavet tre arbejdsgrupper, der skal arbejde med idéerne fra mødet, fortæller Frank Koldsgaard, som var medarrangør og er talsperson for otte borgerforeninger nord for Feggesund, og fortsætter:

– Grupperne er en realitet uanset udfaldet af forhandlingerne mellem Thisted og Morsø kommuner, for vi synes der udsprang så mange fine idéer af borgermødet, at vi skylder folk at arbejde videre med dem. Frem for alt vil vi undersøge, hvordan vi får mere færgetrafik og gerne udvider målgrupperne, der vil bruge færgen, forsætter Frank Koldsgaard.  

Udviklingsgruppe

– Én af grupperne er udviklingsgruppen, der har til opgave at udvikle mere turisme, flere outdoor-oplevelser og mere erhverv på begge sider af Feggesund – vi kalder gruppen for ’Feggesund Forever’, supplerer Laila Sølager, der som formand for Nordmors Beboerforening også var medarrangør, og fortsætter:

– Området her er jo helt unikt og kunne generere meget mere færgetrafik, hvis vi arbejder på at tænke færgen ind i flere sammenhænge og får fortalt det til verden udenom, mener hun.

Trafikpolitisk gruppe og bro-gruppe

Der er også nedsat en trafikpolitisk gruppe, som skal arbejde med at få genvejsfærger på Finansloven (altså ikke bare Feggesundfærgen). F.eks. er de fire genvejsfærger i Limfjorden en vigtig del af den trafikale infrastruktur, som både kommuner og stat skal drive. I lighed med ø-færgerne.

– Og endelig en bro-gruppe, der skal undersøge, hvad der skal til for at etablere en fast forbindelse en gang i fremtiden, fortæller Frank Koldsgaard videre. Inden længe mødes alle tre grupper for at aftale det videre arbejde og for at lære hinanden at kende.

– Desuden har vi inviteret færgeselskabets bestyrelse til et kaffemøde på færgen 27. marts. Dér vil vi fremlægge nogle af de mange idéer, der kom frem på og efter mødet. Vi tænker at det for færgeselskabets bestyrelse må være vigtigt at høre hvad de, der bruger eller ikke bruger færgen, har gjort sig af tanker. Og vi glæder os til at få afleveret nogle af de gode idéer, som vi håber bestyrelsen vil tage ind i deres arbejde videre frem, slutter Laila Sølager.

Det bliver en eftermiddag med ide-udveksling på færgen, der sejler frem og tilbage, fra nord til syd – fra syd til nord, mens bestyrelsen og de to arrangører får talt om hvilke muligheder, der er for at udvikle færgens drift og økonomi.

af Redaktionen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Job & Erhverv, Thy, Topnyheder

Wool Days Thy lukker efter millionunderskud: 2026 blev sidste festival i Hurup Thy

Wool Days Thy stopper efter tre festivaler i Hurup Thy. Mere end en million kroner i underskud betyder, at strikkefestivalen ikke fortsætter.
2 min read
Sport, Thy, Topnyheder

Fantastiske forhold ved Danish Open Championship i Klitmøller

Store bølger og stabil vind gav windsurferne optimale forhold ved første dag af Danish Open Wave and Freestyle Championship i Klitmøller.
2 min read
Mors, Topnyheder

Morsø Forsyning efterlyser ejer af hundedyr tandprotese

Morsø Forsyning har fundet en tandprotese, der sandsynligvis er ankommet med en slamsuger. Nu efterlyses ejeren på Facebook.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.