Feggesund indvier nye faciliteter

Feggesund er i den grad blevet sommerklar med en række nye tiltag. Området har nu meget mere at tilbyde besøgende. Der er officiel indvielse af de nye faciliteter på havnepladsen i Feggesund tirsdag den 3. juli fra kl. 13 til 14.

Feggesund har smuk natur og færgeoverfart og med en række forbedringer, er der nu endnu flere gode grunde til at besøge området på Nordmors.

– Arbejdet har stået på siden december, og vi er nu klar med indvielsen op til sommerferien. Vi har gjort området endnu mere attraktivt, så folk har bedre muligheder for oplevelser og aktivitet. Det er blevet rigtig godt, og det glæder vi os sådan til at dele med alle, der besøger Feggesund, fortæller formanden for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune, Meiner Nørgaard.

Indvielsen
Han er selv med til den officielle indvielse, som finder sted på tirsdag den 3. juli fra kl. 13 til 14 ved havnepladsen i Feggesund. Alle er meget velkomne til at være med til arrangementet, hvor Morsø Kommune er vært og sørger for lidt godt til ganen.

Det er gratis at deltage, og geolog Jan Audun Rasmussen fra Fossil- og Molermuseet giver en guidet rundtur langs den nye trampesti ved Feggeklit omkring kl. 14, for alle dem der har lyst til det.

Projektet med at gøre Feggesund mere attraktivt er et samarbejde mellem Morsø Kommune og Museum Mors. Projektet er støttet økonomisk af LAG Thy-Mors, Friluftsrådet og Morsø Kommune.

De nye tiltag
Området har blandt andet fået et informationshus med mulighed for at søge læ og for at lære mere om områdets natur og geologi. Bygningen har også et handicapvenligt toilet, og ved det nye havneanlæg er der gode anløbsmuligheder for lystsejlere og havkajakker.

Fakta
Her er en samlet liste over de nye faciliteter:

– Den gamle postmole er renoveret med en ny spunsvæg og belægning, så der nu er fine anløbsmuligheder for lystsejlere.

– Der er nyetableret en jollerampe

– Der er etableret adgangsbro ud til flydemolen, hvor der nu er fine anløbsmuligheder for havkajakker

– Der er etableret en adgang ned til stranden mod Feggerøn

– Der er opsat en landskabskikkert

– Der er etableret en trampesti rundt om Feggeklit

– Der er opført en toilet- og informationsbygning med kort og plancher, der fortæller om området

– Der lavet en ny vandrefolder med udvalgte molerruter på Nordmors

– Der er en grejbank med friluftsudstyr til institutioner

– Der er mulighed for at få trykluft fra bygningen, så man kan få pumpet sin cykel eller kite (drage til kitesurfing)

– Der er en vandslange på bygningen, så man kan blive skyllet af efter sine aktiviteter på vandet

– Der er opsat borde og bænke, så man kan sidde og nyde sin madpakke sammen med udsigten

Forfatter

Related posts

Top