Februar byder på mange spændende skaldyrsoplevelser

I forbindelse med vinterferien er det muligt at komme på Skaldyrskole den 12. februar fra kl. 16.00 – 20.00 Et spændende 4-timers køkkenarrangement på Dansk Skaldyrcenter, hvor centrets madentusiast vil give tips, tricks og gode råd. Vi går simpelthen på opdagelse sammen i en verden af skaldyr, vi afprøver forskellige tilberedningsmetoder og smagsoplevelser. Slip kreativiteten løs og leg med råvarerne sammen med en kyndig vejleder. Aftenen afsluttes med fællesspisning. Vi lover jer en hyggelig aften samt en stor gastronomisk madoplevelse.

Skaldyr i børnehøjde – en af årets nyheder. Søndag den 13. & 20. februar fra kl. 10.00 – 12.00 inviterer vi hele familien i køkkenet på Dansk Skaldyrcenter. Skaldyr er en sund og klimavenlig fødevare, som produceres lokalt. For nogen kan det dog være en udfordring for familien at få sat muslinger og andre skaldyr på middagsbordet. Dansk Skaldyrcenters madentusiast vil disse søndage lære jer at lave spændende retter med skaldyr og som kan nydes af hele familien uanset alder. Dagen slutter med at retterne smages. Østerssafari i Limfjorden I forbindelse med vinterferien har vi planlagt to østerssafarier den 15. & 19. februar kl. 10.00 Iført waders og spand går vi på østersjagt. Tæt på Dansk Skaldyrcenter starter safariturene. Vi har mulighed for at høste både stillehavsøsters og de europæiske fladøsters. Undervejs er der selvfølgelig mulighed for at smage og guiden giver gode råd om tilberedning. Lån af waders, spand, vandkikkert mv. er selvfølgelig med i prisen.

Tilberedning af egne østers efter safarien på udvalgte datoer – en af årets nyheder Vil du prøve nye måder at spise skaldyr på så bliv hængende efter din østerssafari den 15. februar. Du bliver igen guidet af Dansk Skaldyrscenters madentusiast. Lær f.eks. hvordan du kan tilberede østers over bål eller på grill. Der vil være forskellige opskrifter du kan prøve.

Gourmet med skaldyr – en eksklusiv madoplevelse Lørdag den 19. februar kl. 16.00 – 20.00 i køkkenet på Dansk Skaldyrcenter. På dette kursus vil du lære at tilberede flotte og lækre skaldyrsretter af lokale fødevarer i høj kvalitet. Du får opskrifterne med hjem, så du kan imponere dine egne gæster med dine nye kundskaber.

Forfatter
Top