Fantastiske klassiske toner på Kulturmødet

Med navne som Nikolaj Znaider, Bjarke Mogensen, The Piano Duo og Copenhagen Saxophone Quartet har Kulturmødet sikret publikum en række oplevelser med den klassiske musik, som med garanti går ud over det sædvanlige.

Den 24. til 26. august er det femte gang, at Kulturmødet afvikles på Mors. I løbet af de forgangne år er begivenheden vokset fra 7.000 deltagere i 2013 til hele 20.000 sidste år. Kulturmødet har således manifesteret sig som Danmarks mest markante begivenhed, når det kommer til at sætte dagens og fremtidens kunst og kultur på den landsdækkende dagsorden.

Igen i år vil Kulturmødet bestå af en nøje kurateret kombination af debatarrangementer med en bred vifte af spændende kunstnere, kulturaktører, politikere, erhvervsfolk og andre meningsdannere og en stort anlagt kulturfestival med hundredevis af oplevelser og aktiviteter.

Den klassiske musik er stærkt repræsenteret på Kulturmødet, og publikum kan blandt andet glæde sig til at opleve følgende:

Nikolaj Znaider og Robert Kulik
Det er intet mindre end et scoop, at Kulturmødet har fået den verdensberømte dansk-israelske violinst Nikolaj Znaider på programmet. Lige siden han var 14 år gammel har Znaider vundet et utal af imponerende priser, og den allermest imponerende vandt han som 22-årig: Førsteprisen i violinverdenens mest respekterede konkurrence, Queen Elizabeth International Violin Competition. På Kulturmødet vil han optræde sammen med pianisten Robert Kulik.

Bjarke Mogensen og Andrea Pellegrini
Det er blevet sagt om Bjarke Mogensen, at når man først har hørt lyden af ham og hans accordion, så glemmer man den aldrig. Han har både indspillet sine egne kompositioner og klassiske værker såvel som folkemusik, og som ingen anden er det lykkedes ham at sidestille det unikke instrument med de etablerede klassiske instrumenter. På Kulturmødet optræder han sammen med mezzosopranen Andrea Pellegrini, som blandt andet har optrådt og indspillet med TV·2 og Martin Hall.

The Piano Duo
Denne dynamiske duo består af Rikke Sandberg og Tanja Zapolski, som fremfører værker på firehændigt klaver. Tilsammen har de to virtuoser specialiseret sig i værker af blandt andre Schubert, Rachmaninoff og Brahms. Sandberg er dansk, mens Zapolski blev født i det tidligere Sovjetunionen og kom til Danmark som 12-årig. Begge har gået på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Copenhagen Saxophone Quartet
Bag denne unikke kvartet finder man fire forrygende saxofonister, som naturligvis spiller på hver deres type sax: Torben Snekkestad (sopran), Maret Petersen (alt), Jeanette Balland (tenor) og Charlotte Andersson (baryton). Deres repertoire består ikke mindst af Bach-værker, men også komponister som Dvorak, Per Nørgård, Giovanni Battista Pergolesi, Phillip Glass og Alessandro Scarlatti.

Herudover vil der være mere end ti yderligere klassiske oplevelser på programmet – og mange muligheder for fællessang.

Det komplette program offentliggøres den 1. august.

Foto : Kulturmødet (Arkiv)

Forfatter
Top