Fagforbund kræver værdig sagsbehandling for sygemeldte

– Kom med konkrete bud på, hvordan vi får værdig sagsbehandling for sygemeldte, når de er i kontakt med jobcentret.

Sådan lyder en skarp opfordring fra forbundssekretær i FOA Maria Melchiorsen til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Det sker, efter en ny rapport afslører, at flertallet af de sygemeldte oplever, at deres livskvalitet direkte forringes af kontakten med jobcentret.

– Det er ubærligt, at mennesker, som er syge, bliver jaget rundt i manegen af det system, der egentlig skulle hjælpe dem, siger Maria Melchiorsen.

Undersøgelsen er gennemført blandt omkring 1.000 medlemmer af FOA, 3F og Dansk Magisterforening. Af dem vurderer 7 ud af 10, at deres kontakt med jobcenteret i høj eller nogen grad belaster deres livskvalitet. Næsten lige så mange – 6 ud af 10 – har i høj eller nogen grad oplevet at føle ydmygelse eller manglende værdighed i forbindelse med deres sagsforløb på jobcentret. Knap hver fjerde har sågar fået tanker om, at livet ikke er værd at leve. Jo længere forløbet med jobcentret er, desto mere udtalt er de negative oplevelser.

Mistillid hæmmer samarbejdet
Både blandt nogle sagsbehandlere og jobcentre er der plads til forbedringer.

– Men en stor del af problemet er de rigide regler og antagelserne bag dem, hvor sygemeldte allermest mistænkes for at lide af dovenskab. Mistillid bringer bare ikke nogen tættere på arbejdsmarkedet. Tværtimod, fristes man til at sige, når man læser rapporten, siger Maria Melchiorsen.

Forbundssekretær i FOA Maria Melchiorsen. Pressefoto

I dag tager beskæftigelsesordførerne hul på tiltrængte justeringer af førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2013. Allerede i februar fastslog Hummelgaard, at kommunerne skal sikre en værdig sagsbehandling i jobcentret, efter grumme historier om det modsatte kom frem. For eksempel var en syg blevet spurgt, hvordan han kunne tørre sig efter toiletbesøg.

– Vi mangler svar på, hvordan man konkret sikrer værdig sagsbehandling, så det ikke blot ender med en tom opfordring til kommunerne. Det kræver, at borgerne sikres bedre rettigheder og ændringer af reglerne fra centralt hold. Så pilen peger i høj grad på ministeren selv, siger Maria Melchiorsen.

Psykiatrifonden og Sind opfordrer til at indføre et loft over, hvor lang tid udredningen af en borger må tage. Det samme mener FOA, ligesom ledige, der højst kan arbejde 7 timer om ugen, frit bør kunne vælge mellem ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Og sygedagpengeperioden bør forlænges.

– Der er masser af knapper at skrue på, hvis man vil møde de ledige med respekt, og dem peger vi meget gerne på, slutter Maria Melchiorsen.

Forfatter

Related posts

Top