Der er landet færre fisk i starten af 2026, og det gælder også i Hanstholm.
– På mængderne har vi oplevet et fald på 10-15 procent, fortæller auktionsmester og medejer Jens Schneider Rasmussen til Fiskeritidende.
Den konstante østenvind og reducerede kvoter på flere arter i 2026 peges på som væsentlige årsager til nedgangen.
Til gengæld holder de gode priser hånden under økonomien.
– Hvad angår omsætning ligger vi helt på niveau med sidste år, hvilket er et resultat af fortsat gode priser i lighed med afslutningen af 2025, siger han.
Allerede på årets første auktionsdag satte Hanstholm rekord med en omsætning på 12,4 millioner kroner.
– Vi er stadig begunstiget i at have Europas bedste fiskeindustri i Hanstholm, som sammenholdt med den optimale geografiske beliggenhed og dygtige leverandører gør, at priserne er høje, slutter Jens Schneider Rasmussen.








