Færdselsaktion på Mors førte til stribevis af sigtelser

Færdselspolitiet havde en travl eftermiddag og aften på Mors i går. Det blev til en række sigtelser for alt fra tunede knallerter, manglende kørekort og farlige overhalinger da politiet afviklede en færdselsaktion i tidsrummet 14.30 til 19.00.

4 personer blev sigtet for at køre på knallerter, som kunne køre hurtigere end det tilladte. Èn af knallerterne blev sågar konfiskeret, fordi det ikke var første gang politiet var stødt på den.

Tre førere af såkaldte små knallerter blev sigtet for ikke som færdselsloven foreskriver det at køre på cykelstien. To knallertførere blev desuden sigtet for ikke at have medbragt kørekort til knallert og en person blev sigtet for at køre på knallert under påvirkning af alkohol.

Farlig overhaling
Det var ikke kun knallerter, som politiet holdt øje med. En fører af en personbil blev således opdaget i at foretage en “overhaling til fare”, hvilket koster en betinget frakendelse af kørekortet. Der blev også uddelt et klip i kørekortet til førerne af en personbil og en motorcykel for at køre hurtigere end det tilladte.

Slutteligt blev tre personer sigtet for at køre bil uden at bruge selen, mens én person blev sigtet for at tale i håndhold mobiltelefon under kørslen.

Foto: Kim Matthäi Leland

Forfatter

Related posts

Top