Færchfonden støtter Copencold Hawaii med 350.000 kroner

Der er tomt på bunden af pengekisten hos arrangørerne af VM i Stand Up Paddling  – også kaldet SUP.

Som vi tidligere her på sitet har kunnet fortælle om, er VM -der afholdes i både København og Vorupør-  truet af aflysning, såfremt der ikke bliver skaffet nogle ekstra sponsorkroner.

Nu er der dog blevet tændt et lille lys for enden af tunnelsen, idet Færchfonden har bevilget en donation på ikke mindre end 350.000 kroner:

– Vi er rigtig glade for donationen fra Færchfonden. I vores hjørne af Danmark er vi vant til at skulle stå sammen, når vi vil have noget stort op at stå. Donationen fra Færchfonden viser, at vi står sammen i Thy og Vestjylland, siger sponsoransvarlig Robert Sand.

Stadig lang vej
Og selvom donationen falder på et tørt sted, og bringer Copencold Hawaii ét skridt tættere på målet, så er der stadig lang vej endnu: Der mangler nemlig stadig 850.00 kroner før målet er nået.

De penge forsøger arrangørerne nu at hente hjem ved at tale med lokale virksomheder i Thy:

– Jeg vil ikke lægge skjul på, at opgaven stadig er stor, men det er ikke kommet som en overraskelse. I de syv år Friends of Cold Hawaii har afviklet World Cup i bølgewindsurfing, har økonomien været en udfordring. Sådan er det, når man som os gerne vil lave noget stort og usædvanligt, som sætter området på verdenskortet. I Thy er der en tradition for, at vi trækker på samme hammel, når der er behov for det. Vi tror fuldt og fast på, at det også sker denne gang, siger Robert Sand.

Ønsker at gøre en forskel
Cold Hawaii har været en spillet en stor rolle i, at Nordvestjylland er et område i udvikling, og det er en vigtig grund til, at Færchfonden vælger at støtte projektet.

– Alene det er positivt set ud fra vores perspektiv, fordi vi også ønsker at medvirke til at gøre en forskel i og omkring Nordvestjylland. Når vi i fonden ser, at folkene i Klitmøller inddrager nye lokale områder som Vorupør og tager initiativ til at indlede et samarbejde med København omkring afviklingen af VM i SUP, ja så passer det ganske enkelt perfekt ind i Færchfondens DNA, siger Martin Vang Hansen, der er direktør for Færchfonden.

Lokal opbakning
VM-projektet er en dyr affære. Indtil videre bliver Copencold Hawaii støttet af Thisted Kommune med 200.000 kroner til egnsudvikling og 300.000 kroner til afviklingen af eventet. Region Nordjylland bidrager med 800.000 kroner, Københavns Kommune med 1.000.000 kroner, Sport Event Danmark med 500.000 kroner og Wonderful Copenhagen med 100.000 kroner.

Copencold Hawaii har senest søgt Thisted Kommune om en underskuds-garanti på 250.000 kroner.

VM i Stand UP Paddling begynder – hvis de sidste penge bliver samlet ind- den 1. september i Københavns Havn. Den 3. september rykker det videre til Vorupør, hvor det varer indtil 10. september.

Foto : CopenCold Hawaii

 

Forfatter

Related posts

Top