På verdens største sociale medie, Facebook, udbyder og efterspørger tusindvis af danskere helt åbenlyst arbejde, uden der bliver opkrævet skat og moms.
Fagbladet 3F har fundet 11 forskellige grupper, hvor navnet ”sort arbejde” indgår. Grupperne har mindst 3.000 medlemmer hver og sammenlagt 115.000 medlemmer.
– Jeg synes, at det er forkasteligt, at der findes de her grupper. Det er jo med til at nedbryde vores samfundsmodel, når folk ikke betaler skat. Vi kan se, at sort arbejde særligt er et problem i de dele af arbejdsmarkedet, der benytter udenlandsk arbejdskraft, og hvor man i forvejen snyder og omgår reglerne. Det ved vi fra mange af de sager, vi fører, siger Palle Bisgaard, næstformand i 3F Byggegruppen.
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) kalder Facebook-grupperne for ”frastødende”.
– Jeg er forarget over den grad af systematik, der lægges for dagen i de her Facebook-grupper. Sort arbejde findes, og vi skal gøre, hvad vi kan for at forhindre det. Men den her form for åbenlyst og organiseret snyd, synes jeg, er frastødende, udtaler han til Fagbladet 3F.
Rasmus Stoklund oplyser også, at Skattestyrelsen siden 2021 er blevet styrket med 1.000 medarbejdere, ”herunder til kontrol af sort økonomi”.
Foto : Henry & Co., Unsplash