Et muligt internationalt oplevelsescenter med fokus på grøn omstilling og naturvidenskab kan være på vej til Skive Kommune. Experimentarium, GreenLab og Destination Limfjorden har sat gang i en forundersøgelse, der skal afdække potentialet for et nyt center i hjertet af den grønne industripark.
Skive Byråd har bevilget 800.000 kroner til arbejdet, som løber frem til foråret 2027.
Adm. direktør i Experimentarium, Kim Gladstone Herlev, ser store perspektiver i samarbejdet.
– I 35 år har Experimentarium inspireret børn og unge til at udforske naturvidenskab, teknologi og bæredygtighed. Nu har vi en ambition om at bringe vores oplevelser ud til børn, unge og voksne i hele landet, og samarbejdet med GreenLab er en fantastisk mulighed for at gøre netop det, siger han i en pressemeddelelse.
Han fremhæver GreenLab som et særligt stærkt udgangspunkt.
– Kombinationen af en stærk industripark og et innovationscenter åbner døren for noget, der ikke blot er en regional attraktion, men et egentligt formidlingscenter for grøn omstilling og fremtidens teknologier, siger han.
Også i GreenLab er optimismen stor. Chef for innovationscenteret, Søren Husted-Pedersen, kalder idéen oplagt.
– Det er ikke bare en god idé – det er en sindssygt god idé. På GreenLab kan du med egne øjne ’sparke dæk’ på dét, der skal til for at få den grønne omstilling til at ske – i fuld skala, siger han.
I Skive Byråd peger udvalgsformand Gregers Frederiksen på, at projektet kan få bred betydning.
– Det her har potentiale til at sætte Skive-egnen på landkortet på en helt ny måde – og den største gevinst bliver måske ikke turisterne, men bosætningen, siger han.
Destination Limfjorden ser også store muligheder.
– Det her kan blive en stærk ”reason to go” for vores egn og en vitaminindsprøjtning til hele regionen hvis projektet kan realiseres, siger direktør Rasmus Friis Sørensen.
Forundersøgelsen løber frem til 2027 og skal danne grundlag for en eventuel beslutning om etablering.






