Europas stærkeste kommer tilbage til Thy

350 atleter, trænere og ledere fra 21 europæiske lande, vil fra 2.-7. maj sætte deres præg på lokalområdet, når de gæster vores smukke egn i forbindelse med EM i styrkeløft, European Equipped Powerlifting Championships, Open, Junior – Subjunior også kaldet EEPC 2023.

Det bliver erfarne kræfter, der skal afvikle europamesterskabet. I 2017 stod de samme arrangører bag EM i klassisk styrkløft, det hidtil største internationale sportevent afholdt i Thy nogensinde. Til maj er det i den ældste og oprindelige udgave af styrkeløft, equipped, der skal findes europamestre. Med Thyhallen som ramme og Thisted Vægttrænings Forening, i samarbejde med Det Europæiske Styrkeløft Forbund, Dansk Styrkeløft Forbund, Thisted Kommune og Sport Event Denmark, som arrangør, afholdes i dagene 2.-7. maj europamesterskaber i styrkeløft, European Equipped Powerlifting Championships, Open – Junior- Subjunior.

Markant forskel på ”klassisk” og ”equipped” styrkeløft

Mens klassisk styrkeløft primært er baseret på styrke og i mindre grad teknik, forholder det sig noget anderledes i equipped styrkeløft, som stiller store tekniske krav til atleten er væsentligt tungere vægte, der håndteres end i klassisk styrkeløft, og de stramme understøttende dragter og knæbind stiller store krav til atleternes tekniske færdigheder. Derfor er spændingen også ofte større og mere intens i equipped konkurrencer, da det ikke er nok at være stærk. Atleten skal også mestre teknikken og udstyret for at få udbytte af sin styrke og få sine forsøg godkendt af dommerne. Den store udfordring er, at trekampen består af tre meget forskellige øvelser, squat, bænkpres og dødløft, som hver især stiller meget forskellige tekniske krav.

I 2020 stod det hele klart til at byde gæster velkommen til EEPC 2020, da Covid 19- pandemien kun fire uger, før åbningsceremonien, satte verden i stå og aflyste alt – også EEPC 2020. Men nu skulle det være sikkert og vist.

Gode danske medaljechancer

Det danske landshold stiller til start med gode muligheder for medaljer. I den åbne klasse (senior) er verdensrekordholderen i squat Nicki Lenz blandt guldfavoritterne i -105 kg klassen, og på spindesiden er Lizette Hansen og Amalie Larsson begge med i kampen om medaljerne i både trekamp og disciplinerne. Også en række andre af de øvrige danske atleter, kvinder såvel som mænd byder ind på disciplinmedaljer.

I juniorkategorien er der knyttet medaljehåb til især Karen Thrige Andersen, som må anses som favorit til EM-guld i juniorpigernes +84 kg klasse, og Martin Thomsen i -105 kg klassen. Men som i den åbne klasse er der også medaljechancer til andre danskere.

Lokale atleter med på landsholdet Tre atleter fra Thisted Vægttrænings Forening (TVF) er udtaget til det danske landshold: Juniorløfteren Benjamin Falgreen Andersen i -93 kg klassen er regerende dansk mester og nordisk juniormester fra 2021 og han er et realistisk bud på medalje i disciplinen squat.

I open klassen (senior) stiller den flerdobbelte danske mester og rekordholder Patryk Bolek til start i -105 kg klassen, hvor en medalje i trekamp ikke er sandsynlig. Dertil er konkurrencen sandsynligvis for hård.

Til gengæld har Bolek gode chancer for at kæmpe med om medaljer i disciplinen dødløft, hvor han er indehaver af den danske rekord. TVFs regerende danske mester, Casper Futtrup stiller, 13 år efter at han i Canada vandt VM bronze for juniorer i sin internationale debut, op i den stærkt besatte -120 kg klasse. En klasse der domineres af østeuropæere, ført an af den regerende europa- og verdensmester Oleksiy Bychkov fra Ukraine. Futtrup kan ikke tilskrives de store medaljechancer i trekampen, men i disciplinerne squat hvor han er dansk rekordholder og bænkpres, hvor han tidligere har vundet EM og VM medaljer som junior, er han ikke langt fra medaljeskamlen.

Ud over de tre atleter fra arrangørklubben regnes EM favoritten i juniorpigernes +84 klassen Karen Thrige Andersen også for lokal da hun trods bosiddende i Aalborg oprindeligt er fra Thisted og tidligere medlem af arrangørklubben og dermed også vil være på hjemmebane med familie og venner på lægterne.

Foto: Pressefoto

Forfatter
Top