EUC Nordvest og Nationalpark Thy i nyt partnerskab

EUC Nordvest og Nationalpark Thy har netop indgået et nyt partnerskab, der for begge parters vedkommende har læring som omdrejningspunkt.

Formålet med det nye samarbejde er at skabe og dyrke synergieffekter inden for uddannelse og kompetenceudvikling i spændingsfeltet mellem Nationalpark Thys formål og EUC Nordvests uddannelsesområder.

For EUC Nordvests vedkommende bidrager det nye partnerskab til, at skolen kan tilbyde unikke læringsmuligheder i naturen for skolens elever, mens det for Nationalpark Thy’s vedkommende bl.a. vil bidrage til udviklingen af et uddannelsesforløb målrettet servicemedarbejdere og frivillige, der arbejder i og omkring nationalparken.

Der ligger ikke nogen fast køreplan klar – de potentielle projekter planlægges og udmøntes først i takt med, at de bliver aktuelle.

– Vi er utrolig glade for, at det her partnerskab er blevet en realitet. For vores vedkommende kan vi allerede nu se flere spændende projekter, der vil kunne realiseres i kraft af samarbejdet. Først og fremmest er det jo oplagt, at vores elever på det kommende Nordic Food College nu kan komme ud i Nationalpark Thy og sanke urter og andre spændende ingredienser, som kan indgå i læringen og i den mad, de efterfølgende producerer i køkkenet. Også på skolepraktikområdet ser vi nogle spændende muligheder, fortæller direktør på EUC Nordvest, Hans Chr. Jeppesen.

– Det vil være en både meningsfuld og lærerig udfordring, hvis vores skolepraktikelever deltager i produktionen og opførelsen af forskellige faciliteter som eksempelvis shelters, bålpladser, naturlegepladser, udkigstårne, bro over sumpområder og lignende projekter, der står på Nationalpark Thy’s ønskeseddel. Vi ved jo aldrig helt, hvornår vi har skolepraktikelever, så denne type projekter vil have en lang tidshorisont – det bliver noget, vi tager hen ad vejen, som det kommer til at passe ind, fortæller han.

Han nævner endvidere, at det nye samarbejde bestemt også vil være relevant for HTX-eleverne på Biotech-linjen. Her er der nemlig planer om, at eleverne skal deltage i et stort, flerårigt projekt med en videregående uddannelsesinstitution, hvor de skal være med til at DNA-sekventere og kortlægge de flere hundrede forskellige mos-arter, der findes i nationalparken.

Ambassadører skal løfte oplevelsen
Samarbejdet er bestemt ikke envejs. Også Nationalpark Thy får glæde af det nye partnerskab i forhold til at skabe de perfekte rammer for de mange turister og øvrige besøgende, der opholder sig i nationalparken. Ikke blot i forhold til at få bygget og opført førnævnte faciliteter, men også i forhold til at højne serviceniveauet og sikre, at parkens gæster får den bedst mulige oplevelse på stedet.

– Vi kommer til at byde ind på et undervisningsforløb, der fokuserer på at uddanne servicemedarbejdere og frivillige til nationalparken. Det skal gerne være sådan, at fx kioskmedarbejderen, tjeneren på restauranten og rengøringspersonale med flere rent faktisk har en god viden om Nationalpark Thy og de muligheder, den byder på. Så de er klædt på til at kunne fortælle noget om de aktiviteter, man kan deltage i, hvilke regler der er i forhold til hvor man må gå, cykle og ride, hvornår og hvor meget man må sanke og så videre. Det er ikke en uvæsentlig faktor, når vi snakker kundeservice. Tværtimod vil det være med til at højne den gode oplevelse, når gæster og turister oplever, at de bliver mødt af kvalificerede medarbejdere, der ved noget om den egn, de arbejder i. Dét er noget af det, vi kommer til at bidrage med i partnerskabet – at være med til at uddanne både nuværende og potentielle medarbejdere, der kan blive gode ambassadører for Nationalpark Thy, slutter Hans Chr. Jeppesen.

Foto: Leder af Nationalpark Thy, Else Østergaard Andersen (tv) og Hans Chr. Jeppesen, direktør EUC Nordvest

Forfatter

Related posts

Top