EU indfører privat oplagringsordning for svinekød

EU’s landbrugskommissær Phil Hogan har i dag meddelt Danmark, at EU er parat til at indføre en midlertidig privat oplagringsordning for svinekød. Det betyder, at EU vil tilbyde slagterierne støtte for at oplagre kødet i en kort periode, indtil der findes alternative markeder til det russiske.

En udmelding der glæder fødevareminister Dan Jørgensen.

– Svinekødspriserne er faldet med 20 pct. siden i sommer, og det har presset de danske svineproducenter til det yderste. Derfor er jeg meget glad for, at EU’s landbrugskommissær har lyttet til vores argumenter, og nu er parat til, at give dansk landbrug en håndsrækning i en svær situation. Det har vi arbejdet hårdt på fra dansk side siden efteråret, siger fødevareministeren og fortsætter:

– Landbruget har haft et stærkt ønske om en oplagringsordning, og i den nuværende situation, synes jeg også, at det er det mest fornuftige vi kan gøre. Skal vi ud af den nuværende krise, skal priserne op samtidig med, at vi naturligvis fortsætter vores arbejde med at finde alternative markeder til det russiske, siger Dan Jørgensen.

Tilbage i 2013 havde Danmark en fødevareeksport til Rusland på ca. 4,3 mia. kr., hvoraf svinekød udgjorde ca. 2,1 mia. kr. Danmark har siden februar 2014 ikke kunnet ikke eksportere svinekød til Rusland.

Kommissionen har allerede i efteråret 2014 iværksat lignende støtteordninger for mælkesektoren samt frugt- og grønt sektoren.

Forfatter

Related posts

Top