Etisk foredrag med hjertet som omdrejningspunkt

Forfatteren til bogen ”Julies hjerte”, Peter Johannes Schjødt fortæller på et foredrag torsdag d. 13. okotober, om hans møde med en kvinde, som for nogle få år siden blev ramt af hjertesvigt, og i dag kun lever, fordi hun fik et nyt hjerte. Dette møde blev starten på en fælles rejse gennem eksistensens dybeste spørgsmål – gennem dødsangst, håbet om overlevelse, taknemmeligheden for det nye hjerte og en helt ny livsbevidsthed.

Det er også historien om alle de etiske problemer, der ligger til grund for organdonation og transplantation. Kan det ene menneskes tragiske død alligevel få antydningen af mening, hvis andre får dets organer – og dermed muligheden for at leve videre?

Historien om hjertet – kroppens kongeorgan
Hjertet er det organ, som op igennem tiden har været organernes organ, sjælens bolig, personlighedens dybeste kilde – også selv om det i dag jo blot er en slags mekanisk pumpemekanisme. Hjertet har været, og er det vel fortsat, metafor for menneskets følelsesliv og symbol for kærlighedens kilde. Tidligere var hjertet tilmed stedet, hvor Gud talte til mennesket, og i Biblen er hjertet hjemsted for alt det dybeste og vigtigste i mennesket. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at vi hos Grundtvig finder et “hjertesprog” og i det hele taget møder hjertet igen og igen i den danske sangskat, og alle andre steder i poesien og digtekunsten. Eksempler fra digtningen, religionen, kunsten, kulturhistorien og filosofien viser, hvorfor hjertet stadig ofte er knyttet til menneskets forståelse af det dybeste og vigtigste i livet.
Derfor kommer der også stadig overleverede forestillinger om hjertet i spil, når vi skal forholde os til noget så eksistentielt betydningsfuldt, som dødskriterier og organdonation.

 

TID: Torsdag den 13/10, 2016 kl. 18.30
STED: Thy-Mors HF&VUC, Munkevej 9, Thisted
PRIS: 100 kr. for medlemmer af TFO og 150 kr. for andre
Studerende halv pris
Foredrag i samarbejde med Folkeuniversitetet

Peter Johannes Schjødt:
Uddannet i filosofi og samfundsvidenskab ved Københavns Universitet. Tidligere
højskolelærer og senere chefredaktør ved DR’s P1 og leder af Radioens Dokumentargruppe. Forfatter til en række bøger, bl.a.: Velfærd eller ufærd?, Hvad med de andre?, Kritik af den politiske optimisme og Tiden, tempoet og tomheden.

Forfatter

Related posts

Top