Erhvervsvenligheden stiger i Thy og på Mors

Erhvervsvenligheden stiger i Thy og på Mors. Det viser resultatet af Dansk Industri’s (DI) årlige undersøgelse af den service og de forhold, som kommunerne tilbyder de lokale virksomheder. Også Lemvig og Struer Kommuner rykker frem på listen.

Morsø Kommune går frem til en flot 24. plads blandt de 93 danske kommuner, der er med i undersøgelsen af det lokale erhvervsklima. Dermed er Morsø blandt de bedste erhvervskommuner i Nordjylland. Thisted er ikke helt så langt fremme endnu, men tager til gengæld et større spring fra en 64. plads til en placering som nummer 50.

– Det er fantastisk at se, hvordan både Morsø og Thisted kommune bliver ved med at forbedre sig. Thisted Kommune lå i flere år helt i bunden af undersøgelsen, men de seneste år har de virkelig gjort en stor indsats for at forbedre erhvervsklimaet, og vi kan se, det bærer frugt. I erhvervslivet er vi glade for den dialog, vi har med kommunerne, så vi sammen kan skabe gode job og indtægter til vores område, siger formand for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen.

Struer springer 14 pladser til en 36.-plads, der er deres bedste nogensinde. Lemvig går 12 pladser frem til en 13.-plads, som også er deres hidtil bedste,

Thisted 6.bedst til sagsbehandling
Thisted udmærker sig i særlig grad på i kategorien Sagsbehandling, hvor de er 6. bedst i hele landet. Placeringen er baseret på virksomhedernes vurdering af sagsbehandlingen samt tilgængelig statistik på området. Også når det gælder de fysiske rammer som erhvervsgrunde, erhvervsbygninger samt bredbånd- og mobildækning kan Thisted Kommune være stolt. De er nemlig 12. bedst i landet.

Morsø næstbedst i Nordjylland
Med en placering som nummer 24 er Morsø Kommune kun overgået med en enkelt placering af Jammerbugt Kommune, der er den kommune, som har det bedste erhvervsklima i Nordjylland. Morsøs høje placering skyldes blandt andet, at virksomhederne i området vurderer den overordnede erhvervsvenlighed højt:

– Mors er to år i træk gået frem i Dansk Byggeri og i dag også Dansk Industris undersøgelser, og vi befinder os nu i den attraktive ende af tabellen. Generelt er der optimisme i erhvervslivet på Mors. Men vi må også konstatere, at det nytter at arbejde målrettet med de udfordringer og muligheder, vi har, fortæller borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Artiklen fortsætter under billedet…

– Vi må konstatere, at den fælles indsats og dialogen mellem erhvervslivet, Morsø Kommune og Morsø Erhvervsråd virker. Vækst og udvikling forudsætter adgang til kvalificeret arbejdskraft og en optimal digital og trafikal infrastruktur. Erhvervslivet har indtil nu løst den første af disse udfordringer, fortæller direktør for Morsø Erhvervsråd, Per Søndergaard. Foto: Morsø Erhvervsråd

– Vi er lykkedes med at skaffe arbejdskraften, som er afgørende for virksomhedernes vækst. Men det varmer også i særlig grad, at erhvervslivet på Mors nu vil anbefale andre at etablere sig hos os, og at den kommunale sagsbehandling rykker markant frem, siger han.

Nu skal vi fremfor alt fastholde kursen og fokusere på den udfordring, som erhvervslivet selv har peget på i de seneste mange år. Den trafikale infrastruktur og udvidelsen af A26 og rute 34.

Leveringsdygtige i dygtige medarbejdere
En anden god nyhed er, at begge kommuner klarer sig godt, når det gælder om at levere dygtige medarbejdere til virksomhederne. Her ligger Thy og Mors henholdsvis nummer 14 og 17 ud af de 93 kommuner, der deltager i undersøgelsen.

Der er også områder, hvor der fortsat er plads til forbedring. Det gælder blandt andet transport og infrastruktur, hvor Mors og Thy ligger henholdsvis nummer 67 og 76 i undersøgelsen, og kommunernes evne til at tiltrække og fastholde borgere og virksomheder, hvor de er placeret som henholdsvis nummer 87 og 71.

Artiklen fortsætter under billedet…

Formand for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen. Arkivfoto

– Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, så der er også områder, hvor vi i fællesskab skal finde ud af, hvordan vi kan gøre det endnu bedre for virksomhederne. Vi kender udfordringerne omkring infrastruktur og bosætning i vores kommuner, og vi må bruge yderligere energi på at løse dem, siger DI-formand Tage Odgaard Nielsen.

Se alle resultater på di.dk/le18 – her kan du sammenligne kommuner og se placeringer i alle kategorierne i DI’s Lokalt Erhvervsklima 2018.

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top