Erfarne politiske veteraner stiller op til kommunalvalget

Venstre på Mors løfter nu sløret for yderligere to navne, der har valgt at stille op til kommunalvalget senere på året. Det oplyser Venstre Mors i en pressemeddelelse.

Den første er Hans Henrik Ebbesen fra Nykøbing. Som 16-årig meldte han sig ind i Venstre’s Ungdom, og har blandt andet været lokalformand for ungdomsafdelingen på Mors.
Hans Henrik Ebbesen er uddannet Cand.merc.aud. og har i 30 år været selvstændig revisor på Mors.

Hans Henrik Ebbesen. Foto: Venstre Mors

I 2004 var han med til at starte skaldyrsfestivalen, hvor han de første 4 år sad som økonomiansvarlig.

Nu bruges fritiden bl.a. i Gymnastikforeningen af 1897 også kaldet ”Uldbukserne”, på lystgården ved Hanklit og på historie og i særdeleshed slægtshistorie, hvor han lige har færdiggjort sin egen slægtsbog helt tilbage til 1611.

Fokus på bosætning
Om årsagen til at han nu vælger at gå ind i politik igen svarer han:

– Jeg er droslet ned arbejdsmæssigt og har fået mere tid til lokalpolitik, hvor jeg håber jeg kan bidrage med erfaring fra erhvervs- og foreningslivet og det, sammen med min interesse for samfundsforhold, kan være med til at træffe gode beslutninger for Mors.

Hans Henrik Ebbesen vil, hvis han bliver valgt ind, bl.a. sætte fokus på bosætningen på Mors:

– F.eks. for at tiltrække arbejdskraft til landbruget og metalindustrien.

Politisk veteran
Den anden profil, som der nu sættes navn og ansigt på er Thomas Dahlgaard. Han er heller ikke ubekendt med politik, og har siden 1992 været medlem af en partiforening. Han startede som konservativ og ved sidste valg var han på stemmesedlen hos Liberal Alliance.

Thomas Dahlgaard. Foto: Venstre Mors

– Jeg vælger at stille op til kommunalvalget for at støtte op omkring borgmesteren, som jeg synes har gjort en god og sikker indsats i de seneste mange år, og som forhåbentlig kan fortsætte i næste valgperiode også. Jeg synes at han er en god repræsentant for Mors og jeg oplever ham som en lydhør person, som er åben for ideer og input, siger Thomas Dahlgaard i pressemeddelelsen.

44-årige Thomas Dahlgaard bor i Dragstrup arbejder som uddannelsesvejleder i Morsø Kommune.

– Jeg er optaget af at skabe gode rammer for det gode liv på Mors. Jeg er interesseret i at kommunen bruger sine ressourcer på en effektiv og hensigtsmæssig måde til gavn for alle. Og så mener jeg også det er vigtigt, at der sker noget på hele øen fortæller Thomas Dahlgaard om sine mærkesager.

– En god og sund økonomi i kommunen giver mulighed for udvikling og mere af alt det, vi ønsker, slutter han.

Foto: Venstre Mors

Forfatter

Related posts

Top