Erfaren Konservativ med stor erfaring melder sig klar på Mors

De Konservative i Morsø Kommune opstiller Walther N. Mikkelsen, der er en erfaren og markant skikkelse til det kommende kommunalvalg.

Walther N. Mikkelsen er pensionist, tidligere erhvervsdrivende og aktiv golfspiller – og langt fra ubekendt med det politiske maskinrum. Han har i alt 12 års erfaring fra kommunalbestyrelsen i begyndelsen af 00’erne. I den periode har han blandt andet fungeret som viceborgmester i 4 år, siddet 12 år i Økonomiudvalget og været 12 år i Børne- og Kulturudvalget, heraf 8 år som formand.

Han har sat tydelige spor i Mors’ udvikling. Sammen med Lauge Larsen tog han initiativ til Kulturmødet, der siden i den grad har sat øen på landkortet. Han var desuden blandt de drivende kræfter bag etableringen af Morsø Multipark, et moderne samlingspunkt for sport, kultur og fællesskab.

Walther N. Mikkelsen stiller op for De Konservative med et ønske om at bruge sin erfaring, lokalkendskab og frihed som pensionist til at bidrage til kommunens udvikling igen.

– Jeg har fulgt kommunens udvikling tæt siden jeg trådte ud af kommunalbestyrelsen. Nu ser jeg et behov for at bringe erfaring, sund fornuft og ansvarlig prioritering i spil igen – især på kultur og fritidsområderne. Jeg kender maskinrummet indefra og glæder mig til at tage fat, siger han.

Formand for De Konservative i Morsø Kommune, Henrik Markmøller Bro, glæder sig over opstillingen:

– Walther er kendt for at få ting til at ske, og hans resultater taler for sig selv. Med hans store indsigt i både økonomi, kultur og lokaludvikling får vælgerne en kandidat, der kan skabe sammenhæng og handlekraft i kommunalbestyrelsen. Vi er stolte af at have ham på holdet.

af Redaktionen

Relaterede artikler

Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Fra Mors-Thy til landsholdet: Lorik Zogaj får debut for Kosovo U20

Mens storebror Shaban allerede har etableret sig på Kosovos A-landshold, har Mors-Thy Håndbold Akademis Lorik Zogaj nu taget det første skridt på den internationale håndboldscene med sin debut for Kosovos U20-landshold.
2 min read
Job & Erhverv, Mors, Thy, Topnyheder

Turismeboom sender milliarder til landdistrikterne

Turismen skabte en rekordomsætning på 171 milliarder kroner i 2025 – og hele 97 milliarder blev lagt i landdistriktskommunerne.
1 min read
Alarm 112/114, Mors, Topnyheder

Ukrudtsbrændere udløste to brande på to dage

En ukrudtsbrænder var formentlig årsag til to brande ved Nykøbing på to dage – med vidt forskellige udfald.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.