Er Hanstholm-klasse “Danmark Klogeste Klasse” ?

Havfolket fra Hanstholm er klar til at quizze igennem Smart Parat Svar.

600 6. klasser dyster i år om titlen ’Danmarks klogeste klasse’ i den store vidensquiz. På onsdag afvikles den lokale runde i Thisted Kommune, her mødes de skarpeste hjerner fra seks af områdets folkeskoler i en nervepirrende dyst på paratviden.

Den landsdækkende videns- og læsequiz Smart Parat Svar udfordrer ikke kun børnenes hjerneaktivitet, hukommelse og deres evner til at tænke hurtigt, men også til at samarbejde. Kun én klasse vil blive kåret som vinder og dermed gå videre til næste runde, hvor de skal møde hele regionens dygtigste klasser.

Fermt samarbejde blandt energiske Thy-poder
Det går som regel ikke stille for sig, når der quizzes på Thisted Bibliotek, og der er da også både ære og pengepræmier på spil for den klasse, der formår at gå hele vejen. Men uden forberedelse skal man nok ikke regne med at komme langt i den prestigefyldte konkurrence – det har de i hvert fald forstået i Nordthy:

– Jeg meldte os i samarbejde med klassen til denne konkurrence. Vi har herefter på demokratisk vis udvalgt repræsentanter blandt eleverne, der skal deltage på klassens vegne. Andre elever i klassen har udviklet en quiz og arbejdet med den tilhørende app, således hele klassen har samarbejdet om at spore sig ind på den viden, der er brug for, fortæller Kirsten Bay Nielsen, der er klasselærer for 6. A på Hanstholm Skole.

Quizzen tager udgangspunkt i et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur og hylder bogorme, læseheste og klogeåger – og viser, at det er sejt at være klog!

Smart Parat Svar er udviklet af Gentofte Bibliotekerne og er et samarbejde mellem landets biblioteker, Kulturstyrelsen og TV2-regionerne.

Kampen om den endelige titel og en præmie på 10.000 kr. udspiller sig den 8. februar i Magasinet i Odense,

Forfatter

Related posts

Top