Enlige sæler får flere bekymrede borgere til telefonen

Vagttelefonen ringer hyppigere hos Dyrenes Beskyttelse. Og ofte er det bekymrede borgere, der har set enlige sæler på de danske kyster, der ringer.

I sidste måned modtog Dyrenes Beskyttelse 297 opkald om sæler. Det er en stigning på 19% forhold til juni måned sidste år.

Særligt enlige sæler får de bekymrede borgere til at kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral. Men ifølge biolog hos Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen er sælerne i størst nød, når der er mennesker omkring dem.

– Når man ser en sælunge på stranden, er det vigtigt at holde rigtig lang afstand til den.

– Sæler er så følsomme overfor mennesker, at sælmor ikke tør nærme sig sin unge, hvis der er mennesker omkring. Derfor er vi en hyppig årsag til efterladte sælunger hen over sommeren, siger han i pressemeddelelsen.

Sælunger ligger ofte alene på kysten, fordi de er blevet væk fra deres mor. Men mor og unge finder ofte hinanden igen, hvis de altså ikke bliver forstyrret af mennesker.

– En sælunge passes kun af sin mor i tre-fire uger, og i løbet af den tid skal ungen nå at fordoble eller endda tredoble sin vægt.

– Det er altså enormt vigtigt, at ungen får alle sine måltider, så den kan udvikle sig mest muligt. Hvis en unge bliver adskilt fra sin mor for tidligt, kan det få fatale konsekvenser.

Dyrenes Beskyttelse oplyser, at en sæl har brug for hjælp, hvis den har synlige skader. I så fald skal man kontakte Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812.

/ritzau/

LÆS OGSÅ:

Lad sælungerne være i fred

 

Forfatter

Related posts

Top