Enigt Folketing vil gøre valget nemmere

Det skal være lettere for vælgere, partier og kommuner, når der er valg.

Regeringen har i dag indgået en aftale med alle Folketingets partier om at ændre valglovgivningen for at forbedre forholdene omkring valg. Det vil bl.a. betyde, at man vil kunne stemme allerede fra kl. 08.00 om morgenen på valgdagen. Ændringerne sker på baggrund af en evaluering af kommunal- og regionalvalget i 2013, og forventes at træde i kraft i 2016.

Længere åbningstid skal få stemmeprocenten op
71,9 procent af vælgerne satte deres kryds ved kommunal- og regionalvalget i 2013, og kurven ser ud til at være knækket efter 35 års faldende valgdeltagelse.

Men de mange vælgere satte pres på valgstederne, og nogle måtte stå i lange køer for at kunne stemme. Nu vil et enigt Folketing gøre det nemmere at stemme og afvikle valg fremover og bl.a. gøre det muligt at kunne stemme fra kl. 08.00 om morgenen på valgdagen, så flere f.eks. kan nå at stemme inden de møder på arbejde.

Regeringen er sammen med Folketingets øvrige partier blevet enige om en række ændringer, som skal gøre tilrettelæggelsen af valget bedre for vælgerne, kandidaterne og kommunerne. Ændringerne tager udgangspunkt i Økonomi- og Indenrigsministeriets evaluering af sidste års kommunal- og regionalvalg.

Længere tid til at brevstemme
Ud over længere åbningstider på valgstederne imødekommer Folketinget bl.a. også lokallisterne, som har været utilfredse med, at man i dag kan brevstemme fra 3 måneder før valget, men først har det fulde overblik over, hvilke kandidatlister der stiller op til valget langt senere – nemlig fire uger før valgdagen.

Derfor vil tidspunktet for, hvornår man her i landet kan begynde at brevstemme og tidspunktet for, hvornår kandidatlisterne er godkendt og dermed bliver offentligt kendt, fremover være det samme. Det vil heller ikke længere være nødvendigt for kandidatlister, der allerede er valgt ind i kommunalbestyrelsen, at samle stillere igen for at kunne stille op til næste valg.

– Valg er fundamentet for vores demokrati, så jeg er rigtig glad for, at alle Folketingets partier bakker op om forbedringerne af måden, vi afholder valg på. Jeg er glad for sammen med Folketingets partier at have sikret en række forbedringer for både vælgere og partier, og lettere arbejdsgange for kommunerne, som administrerer og afholder valgene. Valgdeltagelsen var utrolig flot ved sidste kommunalvalg, og vi vil gerne støtte op om, at vælgere, partier og kommuner også fremover vil være tilfredse med den måde, vi afholder valg på i Danmark, siger Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard.

Unge under 18 som valgtilforordnede
Regeringen er endvidere blevet enig med Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance om at indføre en mulighed for, at kommunerne kan anvende unge 16- og 17-årige, der endnu ikke har fået valgret, som juniortilforordnede til at hjælpe til med afgrænsede praktiske opgaver på afstemningsstederne på valgdagen.

– De unge 16-17 årige får en spændende mulighed for at komme ind i valgets maskinrum som juniortilforordnede, og det er en god måde at bidrage lidt til den demokratiske dannelse blandt vores unge,siger Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard.

Forslagene vil blive fremsat i begyndelsen af det nye år efter en høringsrunde, hvor relevante organisationer vil blive spurgt, hvad de mener om de forskellige forslag. Ændringerne træder først i kraft i 2016, så partier, kandidatlister og kommuner kan få god tid til at indrette sig på de nye regler.

Forfatter

Related posts

Top