Endelig! Svendebrevet er i hus trods corona-udfordringer

Tre dygtige ernæringsassistentelever fra Nordic Food College på Mors færdiggør i dag deres uddannelse til ernæringsassistent. Det sker efter en noget atypisk slutspurt, der blandt andet indebar, at de tre elever måtte pakke en kuffert og flytte ind på skolen op til deres praktiske svendeprøve.

Emma Wendelbo Nielsen fra Thorup Strand, Jette Madsen fra Hurup og Rita Schmidt Nielsen Frydkær fra Thisted var nemlig snublende nær målstregen på deres uddannelsesforløb, da den ekstraordinære COVID19-nedlukning af syv nordjyske kommuner trådte i kraft. Det betød, at de tre elever ikke kunne få lov at pendle mellem hjem og skole, og pludselig var gode råd dyre.

– Vi tilbød dem at flytte ind på skolen i den resterende periode – et tilbud de alle tre takkede ja til – og så gjorde vi ellers alt, hvad vi kunne, for at få fremrykket svendeprøven. Det lykkedes, og umiddelbart inden nedlukningen blev ophævet igen, havde de alle tre bestået den praktiske del af svendeprøven. Og endda med meget flotte resultater. De har alle tre været utrolig omstillingsparate, positive og seje, og derfor er det også glædeligt at se, at deres anstrengelser har båret frugt, lyder det fra underviser Katrine Søndergård fra Nordic Food College.

Især Jette Madsen fik i dén grad cementeret, at selv ikke en hektisk og utraditionel slutspurt, kan vælte hende af pinden. Således bestod hun svendeprøven med to flotte 12-taller og kunne dermed krone svendebrevet med en guldmedalje.

– Jeg var nok den, der havde det sværest med at skulle bo på kostskolen. Det er nok sjovere, når man er 15-20 år, men når man er 50 år, så er det alligevel skønnere med vante omgivelser. Men det gik jo heldigvis rigtig godt. Jeg havde på ingen måde forventet, at jeg ville afslutte med to 12-taller og en guldmedalje, da jeg i sin tid startede på uddannelsen, så det var jeg da ret meget oppe at køre over. Og jeg er både glad og stolt over, at jeg i en alder af 50 år er lykkes med at gennemføre en uddannelse med så godt et resultat, lyder det fra en glad Jette Madsen.

Jette Madsen har læreplads hos Plejecentret Åbakken, men når kontrakten udløber d. 22. december, skal hun på jobjagt. Til gengæld har hun med det flotte svendeprøveresultat uden tvivl skabt et godt udgangspunkt for den opgave.

Forfatter

Related posts

Top