Sjørring Bordtennisklub får i maj fint besøg, når den tidligere verdensklassespiller Niels Ramberg gæster klubben den 8. og 9. maj til to dage med træning, inspiration og møde med både unge og ældre spillere.
Fredag kl. 16-18 er alle klubbens spillere inviteret til at spille med den tidligere topspiller, mens lørdag kl. 12.30-14.30 er dedikeret til klubbens 60+ spillere.
Besøget er opstået lidt tilfældigt efter en TVMidtvest-udsendelse, hvor den 9-årige Lærke fra Thy efterlyste sit eget bordtennisbat. Niels Ramberg reagerede spontant og sendte både bat og spilletøj som gave – en gestus, der siden har udviklet sig til et egentlig klubbesøg.
– Det her er en helt særlig oplevelse for vores klub. Vi har en legende på besøg, som både har præsteret på absolut topniveau og samtidig har en stærk personlig historie. Det betyder meget for både børn, unge og vores seniorer at få lov til at spille med og lære direkte af ham, fortæller Peter Bak-Jensen, Sjørring Bordtennisklub.
Niels Ramberg har en lang og imponerende karriere bag sig. Han blev første gang dansk mester i 1965 i herredouble og vandt i alt 29 danske mesterskaber, herunder fem i herresingle. Han spillede over 200 landskampe og nåede en placering som nummer 16 på verdensranglisten – alt sammen trods det, at han er født med polio. Han har endda optrådt med Harlem Globetrotters.
I begyndelsen af juni rejser den snart 80-årige Ramberg til Sydkorea for endnu en international turnering, men inden da går turen altså til Thy.



