Der var både fællessang, snobrød, natteløb og tidlig morgenvandring på programmet, da HF-Outdoor og HF-Imagine fra Thy-Mors HF & VUC lørdag inviterede til Nat i Naturen ved Lodbjerg Fyr sammen med Naturstyrelsen Thy.
Arrangementet var åbent for alle, og lokale borgere, familier og friluftsinteresserede deltog i aktiviteterne omkring det historiske fyr.
Aftenen begyndte med et oplæg fra Naturstyrelsen Thy om udskæring af vildt. Derefter var der fællesspisning og lejraktiviteter, inden deltagerne samledes til fællessang i Lodbjerg Fyr.
Udenfor blev der fortalt historier og bagt snobrød over bålet, og da mørket faldt på, blev deltagerne sendt ud på natteløb i området omkring fyret.
Her fik de mulighed for at opleve Nationalpark Thy i mørket, inden natten for alvor satte ind.

For de deltagere, der valgte at overnatte, begyndte søndagen tidligt. En daggrysvandring gav mulighed for at følge naturen fra nat til morgen, inden arrangementet sluttede med fælles morgenmad.
Aktivitetsmedarbejder Kristian Engell Holmstrup fra HF-Outdoor fremhæver oplevelsen som en mulighed for at komme tættere på naturen sammen med andre.
– Nat i Naturen handler om at skabe fælles oplevelser i naturen og få øjnene op for de muligheder, der findes lige uden for døren, slutter han.



