En hyldest til det Thy’ske kulturliv

Der er blevet åbnet op for nominering af kandidater til Thisted Kommunes Kulturpris 2019.

I år er det KulturRummet, der danner rammen om kulturprisuddelingen, og således sættes der et stemningsfuldt punktum ved den første udgave af Thy til Kultur, som løber af stablen fra d. 15.-21. juni. Thy til Kultur lægger ud med et stort åbent hus-arrangement i Thisted, og i løbet af ugen vil der være fyldt med forskellige indslag over hele Thy. Om fredagen indtager Kulturelt Samråd scenen i Kultursalen på Thisted Musikskole, og årets vinder vil blive hyldet på behørig vis.

Den nyvalgte formand i Kulturelt Samråd Anette Bjørndal er rigtig glad for det nye parløb med KulturRummet:

– Det åbner helt nye og spændende døre, at prisuddelingen afrunder kulturugen, og vi håber, at rigtig mange af Kulturelt Samråds foreninger vil bakke op og komme og vise flaget denne eftermiddag – og at de vil tage imod invitationen til at deltage i løbet af ugen. Vi håber, at Thy til Kultur bliver et fast tilbagevendende højdepunkt for alle kulturudbydere og en stor oplevelse for alle borgere. Og at det bliver en helt ny tradition, som på en ny måde også kan rammesætte aktiviteter omkring kulturprisuddelingen, siger hun.

Kandidater kan indstilles nu
Thisted Kommunes Kulturpris gives til en forening, institution eller aktør, som har ydet en fremragende indsats. Kulturprisen uddeles i samarbejde mellem Thisted Kommune og Kulturelt Samråd i Thisted Kommune. Prisen gives til kulturelle ildsjæle, der har ydet en indsats inden for billedkunst, drama, musik eller et andet kunstnerisk område, og som samtidigt tager initiativer, igangsætter og inspirerer.

Ønsker du at indstille en kandidat, kan du indsende dit forslag på mail til Kultur og Fritid, Thisted Kommune: kultur@thisted.dk. Der er frist for indstillinger den 15. maj.

Sidste år gik prisen til Thisted Kirkes Drenge- & Mandskor under ledelse af Niels Granvig.

LÆS OGSÅ:

Det nordvestjyske kultureldorado

Foto: Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top