En af Danmarks bedste undervisere

Allan Uhrskov Mølgaard fra Byggetek – en del af Mercantec – blev tirsdag hædret som en af Danmarks bedste undervisere. I et felt på 1073 indstillede kandidater, kan han nu kalde sig en af Danmarks fem bedste undervisere inden for erhvervsuddannelserne.

”En engageret ildsjæl”, ”motiverer alle elever til at yde deres bedste” og ”en underviser, der ikke går på kompromis med kvaliteten”.

Sådan lyder et lille udpluk af de roser, som kolleger og elever fra Byggetek har knyttet til underviser Allan Uhrskov Mølgaard, da de indstillede ham til Politikens Uddannelsespris 2014. I aftes ved den stor anlagte prisfest i København fik Allan så en flot femteplads for sin engagerede undervisning.

– Jeg er rigtig beæret over at være indstillet og nomineret – det er jo det, man stræber efter i sit arbejde. Og når man kan se, at det læringsarbejde man arbejder kontinuerligt på at forbedre hver dag også betyder noget for eleverne, så bliver man rigtig stolt og glad, siger Allan Mølgaard Uhrskov, der kommer fra Harboøre.

Underviser for Danmarksmestre
Det er ikke tilfældigt, når Allan Uhrskov Mølgaard i dag kan kalde sig en af Danmarks bedste undervisere inden for sit felt.

I januar var han med til at føre de to Byggetek-elever Sune Thesbjerg Olesen og Claus Smedegaard Herping til Danmarksmesterskabet for anlægsstruktører ved DM i Skills i Aalborg. Og i marts var han med til at udklække det største hold bygge- og anlægsstruktører på Byggetek nogensinde. Af de 27 færdiguddannede elever havde anlægsstruktørerne et gennemsnit på hele 10,95 ved dimissionen, hvor der blev uddelt hele seks sølvmedaljer og otte bronzemedaljer.

Desuden har Allan Uhrskov Mølgaard leveret undervisningsmateriale til Byggeriets Uddannelser og Erhvervsskolernes Forlag, som i dag følges af bygge- og anlægsstruktørelever landet over.

– Der er ingen tvivl om, at Allan er en af de bedste inden for sit fag og vi er utrolig glade og stolte af at have ham som underviser på Byggetek. Han har et engagement ud over det sædvanlige, og formår at hæve niveauet mærkbart for både stærke og svage elever. Han vil sine elever – og får dem til at stræbe efter det bedste resultat hver gang, siger Michal Krarup, der er uddannelsesleder på Byggetek.

Til oktober skal Allan Uhrskov Mølgaard være dommer, når der er EM i Skills i Frankrig. Mercantec deltager i EM i Skills for anlægsstruktører og gulvlæggere.

Forfatter

Related posts

Top