EM i styrkeløft kommer (tilbage) til Thy

Thisted Vægttrænings Forening og Dansk Styrkeløft Forbund’s (DSF) formand Klaus Brostrøm, er på det europæiske styrkeløft forbunds (EPF) kongres i Malaga, på Dansk Styrkeløft Forbunds og Thisted Vægttrænings Forenings vegne blevet tildelt afviklingen af European Open, Sub-Juniors & Juniors Equipped Powerlifting  Championships.

Europamesterskaberne afvikles i perioden d. 4.-10. maj 2020.

Et mesterskab som efter det klassiske EM (ECPC), der for nyligt ligeledes er blevet afviklet i Thy, er det største mesterskab i europæisk regi og, ud over VM, et af de største internationale styrkeløft mesterskaber i verden.

Deltagerantallet ligger forventeligt en anelse under det klassiske EM som afvikles over 10 lange dage, heraf 8 konkurrencedage. Det forventes derfor, at EM 2020 vil kunne afvikles over 8 dage, heraf 6-7 konkurrencedage.

Posititve tilkendegivelser
– Ved forhånds-forespørgsler hos Thisted Kommune og Sportevent Danmark har TVF modtaget positive tilkendegivelser og vi forventer i løbet af efteråret at fremsende officielle ansøgninger baseret på et budget som ligger i samme størrelsesorden som ECPC 2017. Det vil sige at TVF forventer at kunne afvikle mesterskabet med deltagelse af op mod 400 atleter plus 2-300 ledere og officials fra mere end 30 lande for et budget i størrelsesordenen kr. 7-800.000 for hele arrangementet, som er baseret 100% på frivillig arbejdskraft, siger Jan Lyhne fra TVF.

Ligeledes har TVF opnået forhåndstilsagn fra Vigsø Bugt Feriecenter som er altafgørende for afviklingen, da der desværre ikke er hotelkapacitet til et arrangement af den størrelse i Thy.

Arbejdet med planlægning og forberedelser påbegyndes så småt i efteråret, hvor de primære aftaler forventes indgået.

Foto : Thisted Vægttrænings Forening

Forfatter

Related posts

Top