ELSK nomineret til to priser

Modebrandet ELSK fra Klitmøller er igen med i finale-feltet, når der senere på ugen afholdes Salling Future Friendly Fashion Award.

ELSK er udvalgt som en af de 10 finalister og har mulighed for både at vinde hovedprisen som Årets Bæredygtige Modebrand og Publikumsprisen.

Sidste år var ELSK også i finalen og løb dengang med Publikumsprisen og præmien på de 25.000 kr.

At ELSK overhovedet er kommet i betragtning til priserne skyldes blandt andet valg af materialer (økologisk, restmaterialer, forarbejdning mm.), leverandørers arbejdsforhold, ‘items’ livscyklus (Craddle to Grave), CO2 aftryk, certificeringer og design (tidsløshed og holdbarhed, der i sig selv er bæredygtigt).

– Vi var spændte på, om vi ville komme i finalen igen i år. Vi vidste der var et stærkt ansøgerfelt. Vores deltagelse sidste år, gjorde os utrolig stolte. At vinde Publikumsprisen var over alt forventning, da en del af de andre brands var langt større end os. Det er sådan set samme scenarie i år, men nu har vi set hvor stor støtte vi har blandt folk og hvor engageret vores kunder er. Så vi håber vi kan lave en overraskelse igen i år, lyder det fra en stolt Lars Riss, direktør i ELSK.

Priserne uddeles på onsdag ved et stort show i Aarhus. Har man lyst til at afgive en stemme til Publikumsprisen kan det gøres ved at klikke HER.

Foto: Salling Future Fashion Awards

Forfatter

Related posts

Top