Dyst mod Mors-Thy Håndbold i Adventure Race

Samtidig med at træskibssejladsen Limfjorden Rundt gæster Nykøbing havn, afholdes der Adventure Race. Der er fortsat åbent for tilmelding af hold – og alle kan være med. Deltagerne får mulighed for at dyste mod Mors-Thy Håndbold, som allerede har tilmeldt et hold.

Når træskibene i Limfjorden Rundt ankommer til Nykøbing havn torsdag den 15. september, har besætningerne på skibene og andre interesserede mulighed for at deltage i Adventure Race. Deltagere kan være fra såvel foreninger, arbejdspladser som grupper af venner, der kan samle et hold på 4 deltagere.

– Jeg ser frem til, at Nykøbing igen i år er anløbshavn for nordens største træskibssejlads “Limfjorden Rundt”. Det er blevet en god tradition, hvor mange morsingboer kommer forbi havnen for at se de flotte træskibe. Som noget nyt i år er der også planlagt et Adventure Race på havnen. Vi håber, at en række hold tilmelder sig og tager udfordringen op mod de lokale håndboldherrer. Jeg kan love, at Adventure Race også er underholdende for tilskuerne – og kan kun opfordre til, at mange kigger forbi og følger holdenes sjove udfordringer, fortæller Ellen Philipsen Dahl, formand Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget i Morsø Kommune.

Der er åbent for tilmelding af hold til Adventure Race.

– Alle kan deltage i Adventure Race. Det kræver kun mental styrke, og at deltagerne ikke er bange for lidt vand. Holdene kommer til at dyste i forskellige konkurrencer som tovbro over havnebassin, biltrækning, water cast, ”tagrenden” og ”bårefræs”. I vil på holdene blive hjulpet af teknik, balance og samarbejde, når I skal gennemføre Adventure Race i Nykøbing, fortæller Thomas Kolding fra Nordvest Safari. Det vil være Thomas Kolding, som guider og hjælper holdene under Adventure Race.

Adventure Race er fra kl. 15-18 og et race tager 20 minutter for hvert hold. Nordvest Safari står for den praktiske afvikling og vil gennemgå aktiviteterne inden start.

Det er gratis at deltage. Holdene skal blot på forhånd tilmelde sig til Morsø Turistbureau.

Arrangøren af Adventure Race er Nordvest Safari i samarbejde med Morsø Turistbureau og Morsø Kommune.

Forfatter

Related posts

Top