Dragsbæk indleder i slutningen af januar en ombygning af fabriksområdet på Simons Bakke i Thisted. Projektet skal sikre moderne rammer for virksomhedens produktudvikling, og vil samtidigt forbedre trafiksikkerheden omkring området.
Den nye tilbygning bliver først og fremmest en opgradering af faciliteterne i og omkring fabrikken på Simons Bakke. Dragsbæk har i mere end 100 år haft base i Thisted, og virksomheden ønsker fortsat at fastholde og udvikle kompetencer og ekspertiser lokalt.
– Vi investerer i fremtidens produktion i Thisted. Vi har nogle af Danmarks dygtigste eksperter inden for smør- og specialfedtstoffer til professionelt brug. Med ombygningen sikrer vi, at vi kan fortsætte udviklingen og tiltrække nye talenter til de kompetencer, der gør os til de bedste på området, siger Christian Munk, CEO, Dragsbæk.
Dragsbæk har gennem generationer leveret smør og specialfedtstoffer til professionelle bagere. I dag er Dragsbæk den eneste tilbageværende producent af sin slags i Danmark. Fra Thisted leverer Dragsbæk til bagerier og fødevareindustri i hele Danmark og store dele af Europa.
Bedre trafiksikkerhed og flow
Borgerne vil også opleve, at ombygningen kommer til at have betydning for trafiksikkerheden omkring Simons Bakke og Thisted Kystvej. En ny og mere effektiv indkørsel til fabriksområdet kommer nemlig til at øge sikkerheden for både bilister og cyklister, mens trafikken også forventes at forløbe mere flydende.
– Vi har været opmærksomme på, at vores lastbiler har skabt uhensigtsmæssige forhold for trafikanter omkring Simons Bakke. Ombygningen handler derfor ikke mindst om at skabe en sikker og effektiv indkørsel, der fungerer for alle, siger Christian Munk.
Der har længe været begrænset plads til snævre vendinger, da lastbilchaufførerne har været nødsaget til at bakke ind til produktionen fra Simons Bakke. Den nye løsning skaber bedre plads til chaufførerne, så de kan vende uden at påvirke trafikken, og det kommer til at skabe bedre trafikale forhold på begge sider af vejen.
Et omfattende projekt
Projektet, der tager første spadestik ultimo januar 2026, kommer til at køre i flere faser i løbet af det nye år. Med nyt prøvebageri, nye medarbejderfaciliteter og ikke mindst bedre logistik og infrastruktur, kommer projektet derfor til at omfatte både renovering og tilbygning.
– Det er et omfattende projekt, og vi glæder os til at stå på den anden side med mere moderne og professionelle faciliteter, der understøtter vores position på markedet, siger Christian Munk.
En vigtig del af Thy – og af dansk fødevareproduktion
Dragsbæk blev grundlagt i Thisted i 1923 af familien Nielsen, der stadig har ejerskab i virksomheden. Dragsbæk har siden udviklet sig til en international fødevarevirksomhed med eksport til mere end 40 markeder over hele verden. Fra fabrikken i Thisted produceres blandt andet Bakkedal smørbar til detailmarkedet samt smør og specialfedtstoffer til professionelle bagere, foodservice og fødevareindustri.
Dragsbæk har i dag fire fabrikker i Jylland samt en produktion i Litauen, men Thisted er fortsat virksomhedens hjemsted med administrativt hovedkontor og centrale produktionsaktiviteter for godt 160 ansatte fordelt i Thisted.
Fotos : Dragsbæk





