Dræbt mand fundet i hjem i Thisted var lokal 31-årig

Det var en 31-årig mand, der tirsdag blev fundet dræbt i et hjem i Thisted.

Det oplyser vicepolitiinspektør Jim Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi onsdag morgen forud for et grundlovsforhør i sagen.

– Vi har identificeret den dræbte. Der er tale om en 31-årig mand fra lokalområdet, siger Jim Hansen til Ritzau.

Den dræbte blev fundet tirsdag formiddag, efter at en anden 31-årig mand havde ringet til politiet om den døde.

Manden i telefonen ringede klokken 9.55 og fortalte, at der lå en død mand på hans bopæl på Møllevej. Ni minutter senere blev han anholdt.

Politiet har siden været tilbageholdende med oplysninger i sagen.

– Der vil nok være lukkede døre ved grundlovsforhøret, så jeg kan ikke sige mere, siger Jim Hansen.

Det er derfor uklart, hvad relationen mellem de to 31-årige er, og hvad motivet bag drabet menes at være.

Grundlovsforhøret finder sted klokken 9.30. Den anholdte er sigtet for drab og vil blive krævet fængslet.

Forfatter

Related posts

Top