Dolle videre til akademiker-finale

Kun 8 virksomheder fra hele landet kom igennem nåleøjet til finalen i konkurrencen ’Akademikerprisen 2017’, der løber af stablen i København den 7. november – én af dem er Dolle A/S fra Frøstrup i Thy.

Ansættelse af akademikere skaber vækst og nye job i landets små og mellemstore virksomheder. Det viser en ny analyse fra Epinion udarbejdet på baggrund af Danmarks Statistik. Alligevel havde kun hver femte lille eller mellemstore virksomhed i 2013 en akademiker ansat. For at sætte fokus på værdien af akademisk arbejdskraft, uddeler Akademikernes A-kasse hvert år Akademikerprisen og præmien på 100.000 kr. til en virksomhed, der med ansættelse af akademikere er til inspiration for andre.

Nye muligheder opstår i samspillet mellem viden og godt håndværk
Dolle der i dag er verdens førende inden for udvikling, produktion og salg af loftstrapper, har ikke alene bevæget sig fra at være en lille iværksættervirksomhed til at være markedsledende inden for sin branche.

I løbet af de seneste få har virksomheden transformeret sig fra klassisk produktion til i stor udstrækning også at være en videnvirksomhed. I dag arbejdes der med patenterede løsninger, brugerdrevet design og skabelsen af helt nye forretningsområder, der fremover skal sikre væksten. I den forbindelse har man i Dolle også øget fokus på anvendelsen af akademisk arbejdskraft:

– Vi har behov for at tilknytte et bredt felt af kompetencer i bestræbelserne på at fastholde og udvikle Dolle som en konkurrencedygtig og innovativ spiller i et vanskeligt og komplekst marked. For Dolle er det ligeledes afgørende, at akademiske viden og metode kombineres med godt jysk håndværk. Det er i dette krydsfelt de mest spændende udviklingsmuligheder opstår, og vi tror på, at det samtidigt skaber et attraktivt udviklings- og karrieremiljø for vores alle vores medarbejdere, udtaler, COO ved Dolle, Lars Torrild.

Lars Torrild fra Dolle præsenterer sin case for Akademikerprisens Advisory Board.
Foto: Ditte Ø. Pedersen

For Dolle er samarbejdet på tværs af faggrupper afgørende i arbejdet med at skabe nye produkter og vækstområder, og virksomheden er således et rigtig godt eksempel på, hvordan faglærte, ufaglærte og akademikere er hinandens forudsætninger – og langt fra hinandens modsætninger.

Tiltrækning af unge studerende – en bevidst rekrutteringsstrategi
At ansættelse af akademikere er lig med god business er ikke noget nyt i en virksomhed, hvor hele 10 % af medarbejderstaben i Frøstrup alene beskæftiger sig med udviklingen af fremtidens løsninger. Og man gør rigtig meget ud af også at tiltrække de helt unge akademikere allerede mens de er under uddannelse. Bl.a. har man investeret i en bil, så de studerende har transportmulighed fra Dolle’s kontor i Aalborg til hovedsædet i Frøstrup.

– En virksomhed som Dolle kan ikke tage for givet, at de dygtige akademikere kigger i vores retning, og vi er derfor meget bevidste om nødvendigheden af at gøre opmærksomme på os selv i bestræbelserne på at kunne tiltrække de dygtigste medarbejdere. Det er derfor også helt bevidst, at vi i de senere år har fokuseret på tilknytning og ansættelse af studerende og nyuddannede akademikere. Vi vil være den attraktive første arbejdsplads. Samtidig nyder vi gavn af, at vores virksomhed bliver udfordret af nye øjne og ny viden, som de unge akademikere tilfører Dolle, fortæller Lars Torrild.

I Dolle har man således i en årrække forholdt sig proaktivt til nye udviklingsfelter, bl.a. digitale medier og big data, og med hensyn til at tilføre virksomheden nye kompetencer, ganske enkelt fordi det er nødvendigt og fordi det skaber værdi.

Dolle er et forgangsbillede – når det handler om tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft
Dolle er et skoleeksempel på, hvordan man også kan være innovativ i arbejdet med tiltrækning af højtuddannet arbejdskraft. Når det gælder innovation generelt i virksomheden udmærker de sig også – sidste år blev de udnævnt til lokal vinder af innovationskonkurrencen Tag Fat. Det er dejligt at se en virksomhed, der i dén grad tager initiativ og som kan være forgangsbillede for andre virksomheder. Dette kendetegner i høj grad begge de virksomheder, Thy Erhvervsforum har indstillet til denne pris, slutter Carsten Hougaard, Erhvervschef, Thy Erhvervsforum.

Thy Erhvervsforum indstillede virksomhederne Dolle og Thisted Forsikring til prisen. Thisted Forsikring var med videre i semifinalen, der afvikledes i begyndelsen af juni.

De fire virksomheder fra Region Nordjylland, som dystede i semifinalen den 6. juni i Aalborg var Thy virksomhederne Thisted Forsikring og Dolle samt Induflex fra Støvring og C. F. Nielsen fra Bælum.
Foto: Ditte Ø. Pedersen

Foto : Dolle

 

 

Forfatter

Related posts

Top